Ricotta pandekager

Ricotta_hotcakes

Er du til silkebløde amerikanske pandekager? Hvis ja, skal du prøve denne her opskrift fra Bill Granger. Jeg har efterhånden prøvet min del af opskrifter på amerikanske pandekager, den bedste opskrift på amerikanske kærnemælkspandekager  er fra New York Times. Men denne her opskrift er virkelig god og man får silkebløde pandekager, hver eneste gang. Hemmeligheden er, ricotta-osten, der får dem til at blive silkebløde og ved at du vender dejen med piskede æggehvider til sidst, får du ekstra luftige pandekager.

 

Jeg har tilføjet en anelse sukker i dejen, så de ikke behøver så meget sirup/honning ved servering, men det er helt op til dig. Server gerne sammen med masser af frisk frugt/bær.

 

ca. 10-12 pandekager
Ingredienser:
250 g ricotta
1,5 dl mælk
4 æggeblommer
2,5 dl mel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
6 tsk. sukker
4 æggehvider
ca. 50 g smør, smeltet til stegning

til servering:
ahornsirup/honning
+ friske bær

Bland ricotta, æggeblommer og mælk sammen. Bland mel, bagepulver, salt og sukker i dejen. Vend de stiftpiskede æggehvider i dejen. Opvarm en pande (non-stick er bedst) ved svag til middelvarme med lidt smør, og fordel dejen på panden. 2 pandekager er bedst, men 3 kan også gå an, hvis ud er lidt ferm med en palet. Steg dem gyldne på begge sider og nyd dem varme toppet med ahornsirup/honning og frisk frugt/bær.