Om forfatteren

Mit navn er Rukiye Benli og dette er min madblog! Her kan du læse om mad, opskrifter, nyttige tips, inspiration og kogebogs-anmeldelser. Mine opskrifter er en blanding af mine egne, mine bekendtes eller inspiration fra kogebøger og magasiner.

Min nye kogebog: SOFRA

Min nyeste kogebog, SOFRA. Udgivelsesdato d. 27/5, kan forudbestilles:

Emner

Mad

39

tagged

  • Jeg elsker at lave asiatisk mad, men gør det alt for sjældent. I min iver for at rydde op i mine køkkenskabe, faldt jeg over en pakke nudler (eller det vil sige flere pakker, da jeg åbenbart er lidt af en hoarder hvad angår risnudler) og et glas med tofu, fik jeg bikset denne lækre og hurtige ret sammen.

    Jeg har før lavet en version af denne ret, blot med ægnudler og hakket kyllingekød istedet for risnudler og tofu. Jeg serverede det for børnene og de spiste faktisk maden, hvilket er en succes! Jeg må begynde at lave retten noget oftere i hverdagen, for det tager virkelig ikke lang tid at lave den. Den er færdig fra start til slut på ca. 20 min, alt efter hvor længe det tager dig at hakke grøntsager. Og du kan justere grøntsagerne eller tilføje alt efter smag, bønnespirer og små sukkerærter ville også smage godt i retten.

    Jeg har brugt kinesisk five-spice til at krydre retten med, den giver retten en snert af sødme fra de varme krydderier der er i blandingen , som smager helt fantastisk. Jeg har brugt denne her blanding, men du kan bruge hvilken som helst du lige kan komme i nærheden af, eller helt undlade den.

    Ingredienser, 3-4 portioner
    Preptid: ca. 20 min

    1 pakke glasnudler
    neutral olie
    2 fed hvidløg, i skiver
    1/2 ingefær, ca. 3 cm, revet eller i tern
    2 tsk. five-spice krydderi
    1 pakke tofu (ca. 150 g)
    1 broccoli, i mindre buketter
    1 stort rødløg, skåret i skiver
    4-6 spsk. fiskesauce
    2 spsk. honning
    1/2 lime
    evt. koriander

    Tilbered nudlerne ved at følge instrukserne. Lav dem gerne en anelse al dente.

    Varm en wok op med olie, tilsæt ingefær, hvidløg, five-spice og tofu skåret i tern. Når din tofu har fået lidt farve tilsætter du broccoli og lader den stege ved i 1-2 minutter indtil de er ved at være lidt bløde.

    Se til dine nudler og lad dem dryppe af.

    Tilsæt rødløgene, vend dem rundt sammen med tofu og broccoli. Tilsæt fiskesauce, honning og nudler. Smag evt. til med mere fiskesauce, honning og five-spice. Server varmt med limesaft og koriander til.

  • Det her er en af familiens absolut yndlingsretter for tiden (hvis du ser bort fra spaghetti kødsovs). Selvom det er en krydret ret, men dette afhænger af hvilken karry du bruger, er det en dejlig cremet, fyldig ret der samtidig er fyldt med grøntsager. Jeg har lidt svært ved at få mine børn til at spise squash rent, altså uden at de er gemt væk i en sovs, men serveret på denne måde ryger de ned. Du kan sagtens lave en kæmpe portion og spise rester dagen efter. Vær dog opmærksom på at krydderierne trækker og bliver kraftigere i deres smag dagen efter. Værd at vide, hvis du bruger en kraftig karry og har små børn i huset. Jeg har længe brugt denne  her fra Mill & Mortar, da den har en lidt tungere smag af stjerneanis og fennikel, men har for nyligt købt denne her fra Camilla Plum, som er rigtig dejlig og ungerne elskede den.

    I opskriften bruger jeg 1/2 butternut squash. Klargør hele græskarret, skær i tern og smid den anden halvdel af græskartern enten i fryseren eller i en beholder/plastikpose i køleskabet, så er det klar til brug en anden dag fx i en suppe. Eller prøv at bage dem i ovnen sammen med hvidløg, rosmarin, masser af olivenolie og lidt parmesan over inden servering.

    Ca. 4-5 store portioner

    Opskrift:
    400 g laks eller anden fast fisk
    1/2 butternut squash
    1 lille pose sukkerærter
    2-3 skalotteløg eller 1 bundt forårsløg, evt. lidt ekstra til drys
    2-3 fed hvidløg
    kokosolie eller anden olie til stegning
    1 spsk fintrevet/finthakket ingefær
    2-3 tsk. madras karry, mild
    2 tsk. gurkemeje
    1 dåse kokosmælk
    1/2 pose frosne ærter, hvad der svarer til 2 dl
    1-2 spsk. kokossukker eller sukker
    salt
    frisk koriander til servering

    Skær laksen i mellemstore stykker. Drys lidt salt og lidt sukker over og stil til side. Halver butternut squash på langs, fjern kernerne med en ske. Skræl eller skær skrællen forsigtigt af med en skarp kniv og skær i mindre tern. Halver sukkerærterne på langs (du kan godt lade dem være hele, hvis du ikke har tid/er doven). Hak skalotteløg og hvidløg.

    Svits skalotteløg, hvidløg og ingefær i kokosolien indtil løgene er klare. Tilsæt karrypulver og gurkemeje, rist krydderierne godt af og tilsæt kokosmælken sammen med butternut squash. Lad det simre ved lav varme i ca 10 min eller indtil butternut squash er næsten mør. Smag til med salt og kokossukker.

    Tilsæt fisken, læg låg på og lad den simre ved lav varme i ca. 5-8 minutter. Et par minutter inden servering tilsæt sukkerærterne og de frosne ærter. Lad det hele koge op, smag evt til med yderligere salt og kokossukker. Top med frisk koriander og fintsnittet forårsløg.

    Server sammen med kogte basmatiris eller blomkålsris.

  • IMG_0360_lowresDet har været lidt lavvande med blogindlæg herinde. Men bedre sent end aldrig, right?  En simpel salat, som smager fantastisk både sommer og vinter. Især her til sommer, hvor de friske spidskål kommer på markedet. Det er en nem salat at lave, der passer godt som supplement til grillet kød eller grøntsager.

     

    Opskrift

    1/2 kålhoved, spids- hvid- eller rødkål. Jeg har brugt rød spidskål

    2 forårsløg

    1 håndfuld mynteblade

    Olivenolie

    1 spsk pekmez

    2-3 spsk æblecidereddike

    salt

    Fremgangsmåde

    Snit kålen fint. Evt med et mandolinjern. Snit forårsløg i tynde skiver. Hak mynten fint. Vend det hele med de øvrige ingredienser. Smag til med salt. og juster efter egen smag.

     

  • IMG_9985

    Smagte denne smoothie for første gang på en vietnamesisk sandwichbar, district-tonkin. Er du i nærheden af Frederiksberg, gå ind og bestil en bahn mi og en avocado smoothie. Ellers har  jeg i et desperat forsøg prøvet at genskabe smoothien. Har med vilje ikke skrevet mængder, men det er en smagssag hvor sød og cremet du gerne vil have den. Enjoy!

    Ingredienser: 
    Avocado, helst ikke overmoden
    Kondenseret mælk
    Isterninger
    En lille smule vand eller mælk

    Blend det hele og nyd.

  • IMG_0432

    Jeg genoptager min tradition med drinksopskrifter på en fredag. Denne er en meget nem og dog forfriskende before dinner coctail. Du kan gøre den mere eller mindre hjemmelavet/besværlig, med eller uden kulsyre. Op til dig, men grund ideen er masser af limonade, isterninger og gin. Simpelt og godt! Især på en fredag .

    Opskrift 

    2 dele gin, jeg er personligt meget glad for Hendricks
    4 dele limonade / noget kulsyret limonade fra fx san pellegrino eller schweppes
    isterninger
    ekstra sirup hvis du gerne vil gerne vil have den sødere
    citron eller lime til pynt

    Bland og hæld over et glas med isterninger og nyd!

     

     

  • IMG_9705IMG_9693

     

    YES! Mit nye design til bloggen er oppe at køre, endelig. Der er stadig lidt knas hist og pist, men ikke noget stort, heldigvis. Jeg håber i kan lide både det nye design og navnet. Jeg måtte erkende at det gav lidt krøller på tungen både at skulle stave/sige det til folk så jeg tog beslutningen om at skifte det hele på en gang.

    Og nu til bladbederne…Dette er en tyrkisk opskrift, fremgangsmåden er faktisk ret fleksibel. Du kan erstatte bladbederne med spinat eller kun bruge tomat, løg og krydderurter.

    Server den på et stykke ristet brød, enten som et måltid i sig selv f.eks. til frokost eller som en del af en brunch buffet.

     

    Opskrift, 2-4 personer

    1 bundt bladbeder, ca 10 store stilke
    1 fed hvidløg
    2 skalotteløg
    1 tomat
    4 æg
    2 små stilke frisk mynte
    En lille håndfuld bredbladet persille
    25 g smør
    Rapsolie

    Hak løg og hvidløg, svits det i olien/smørret. Tilsæt bladbederne, som du har renset grundigt og skåret i skiver. Herefter tilsætter du tomater, de hakkede krydderurter og smager til med salt og peber. Svits det i et par minutter indtil næsten al vandet er dampet af. Lav 2 eller 4 fordybninger i grøntsagsmassen og tilsæt et æg i hver. Læg låg på, skru ned for varmen og lad det simre i 3-4 minutter eller indtil det hvide i æggene har sat sig, men blommen stadig er blød. Server straks med brød til.

  • Den ultimative cocktail-snack bolle! Bollen har haft sin renæssance i slut firs til start halvfemserne hvor Daniel Boulud havde den på menuen, som en snack på restauranten Le Cirque (se den famøse dokumentar Le Cirque – a table at heaven) den fortjener at komme på mode igen. Indrømmet jeg faldt over den på Martha Stewart, hvor Daniel Boulud lærer os hvordan han laver den. Du finder opskriften på bollen her

    Men kan godt forstå den opmærksomhed bollen har fået og som den fortjener at få igen!

  • 20120320-132143.jpg

    20120320-132202.jpg

    På en af mine vandreture langs bryggen i et desperat forsøg på at få Selma til at sove, var jeg forbi en lokal kaffe/deli-bar, Wulff og Konstali, hvor de serverede små brucheta på rugbrød med gedeost og blåbær. Det var overraskende godt! Og ja så godt at jeg ikke nåede at tage et billede.

    Blev helt inspireret og har lavet min egen variant. Jeg havde nogle få triste vindruer, en rest pesto i køleskabet og sammen med noget groft speltbrød blev det til en nem og lækker frokost.

    20120320-132233.jpg

    20120320-134052.jpg

  • Midt i mellem bleskift, amning og søvnløse nætter er det pludselig blevet efterår og vejret er begyndt så stille og roligt at blive bidende koldt.  Vinteren sniger sig stille og roligt ind og julen nærmer sig drastisk. Inden mine forberelser til julemåneden (brune kager, hjemmelavet rødkål, kvædegele og måske man skulle overveje glaserede kastanjer i år?) ville jeg lige nyde efteråret lidt endnu og prøve denne opskrift (nem+nærende+velsmagende=succes) med græskar og porrer inden julehyggen og julebagningen går i gang.

    Ingredienser, 4 portioner

    Forberelse af græskar:

    1 hokkaido eller butternutsquash

    2 fed hvidløg

    evt. frisk timian eller rosmarin

    Start med at rense dit græskar, skrælle det og skære det ud i mindre tern. Sammen med 2 grofthakkede fed hvidløg, lidt olivenolie og salt/peber bager du græskar i ovnen ved 200 grader i ca. 20 min eller indtil de er lettere gyldne og bløde.

    Pistou:

    En god stor håndfuld friske krydderurter, f.eks. rosmarin, basilikum, timian, merian eller hvad du lige har og lyst til

    1 lille fed hvidløg

    ca. 1 dl olivenolie

    Blend alle ingredienserne sammen i en minihakker og lad det trække i ca. 1/2 time mens du laver resten af suppen.

    Resten af suppen:

    2 stilke porrer

    evt. 100 g kød i små tern, f.eks. oksekød

    2 liter grøntsagsbouillon

    ca. 150 g butterbeans eller hvide bønner, kogte og drænede

    olivenolie

    Hvis du bruger kød til suppen starter du med at brune det af, tilsætter porrerne der er skåret i tynde skiver. Når porrerne er begyndt at blive lidt bløde tilsætter du bouillon og bønner. Lad det koge indtil kødet er blevet mørt, ca. 10-15 min. Bruger du ikke kød, lader du suppen koge i 5 min. Tilsæt de bagte græskartern. Server suppen med en pæn portion pistou og noget godt brød til.