En af de få frugter som har voldt mig mest problemer er desværre kvæden. Når jeg tænker tilbage på min barndom, kan jeg tydeligt huske min mor og min farmor gnaske løs på friske kvæder som var det æbler og samtidig lave grimasser, fordi det var så syrligt. Jeg har åbenbart arvet genet “elsker syrligt” fra begge sider af familien, men at spise en rå kvæde er mig stadig en gåde.
Min farmor og farfar tilbringer deres somre i Tyrkiet og vinterhalvåret i Danmark. Da de kom hjem fra deres “sommerferie” i starten af oktober, sagde min farmor stolt at hun havde noget med til mig: én enkelt kvæde. Jeg ved ikke om det er ulovligt, men nu havde hun taget det her lille pragteksemplar med til mig, den første af sin slags, der havde nået at blive moden inden hun skulle afsted. Jeg var virkelig rørt over hendes gestus, men jeg tror nu også mere det var for hendes egen skyld at hun havde taget den med, da vi delte den. Hvor sød min farmor end var og serverede det her pragt-eksemplar af en kvæde, må jeg ærligt indrømme at det bare ikke smager godt. Desværre. Heldigvis havde min farmor også taget noget turkish delight med til mig, det blev fortæret lidt hurtigere.
Med min farmors kvæde i tankerne, faldt jeg over nogle flotte kvæder på Nørrebro Bazar. De kom med mig hjem. The boyfriend er vokset op med et kvæde-træ i haven (hvilken luksus), så han afskyr duften af friske kvæder og alt hvad der hører til af diverse syltninger og marmelader. så hans promte svar var at jeg skulle udrydde de kvæder, inden deres stank tog over i lejligheden.
Jeg fandt hurtigt en opskrift på kvæde-gelé på marthastewart.com og jeg var klar til kamp.
Det var mig en gåde hvordan de her bleg gule frugter nogensinde ville få denne rubinrøde farve som Martha’s gelé havde. Efter godt 2 timer på komfuret kunne jeg godt se at det ikke var noget problem. Mine kvæder havde forvandlet sig til en grød af dyb lyserød/ferskenfarvet frugtstykker. Yay! Det bedste ved denne opskrift er at du ikke behøver at skrælle frugten, den skal koge med skræl og kernehus og det hele.
Gelén smager stærkt aromatisk, som var det at man havde blandet rosenvand og orangeblomstvand i, selvom den er au naturel. Den smager fantastisk på ristet brød og sammen med en fast ost, feks. Manchego eller Prima Donna. Kan ikke anbefale den på foie gras, selvom det var det Martha Stewart anbefalede, det var som om at den krydrede smag fra kvæde-gelén frembragte leverens metalliske smag. Den smager til gengæld fantastisk i gryderetter som smagsfremhæver. Jeg kunne forestille mig den også var god til at runde smagen af på sovsen til juleanden.
Er du heldig at finde kvæder hos din grønthandler brude du unde dig selv at lave kvæde-gelé. Hvis ikke til dig selv, er det en fantastisk værtinde-gave her i disse kommende gavemåneder.
Ingredienser, ca. 3 x 250 ml krukker
Modne kvæder, ca. 8-10 stk
2 ltr vand
ca. 1 kg rørsukker
1 citron, saften af
evt. 2-3 stjerneanis
Vask og gnub dine kvæder rene. Skær dem ud i store tern, med kernehus, skræl og det hele. For at gelén skal kunne stivne har du brug for pektin og det meste af det ligger i skrælle og kernerne. Tjek for orme etc. for en sikkerheds skyld. Kog dine kvæder i en tykbundet gryde i ca. 2,5 time under svag varme indtil de er helt lyserødt/dyb ferskenfarvet. Væsken skal ikke være kogt mere ind så du har mindre end 1 liter. Ellers kan du justere sukkermængden, forholdet er 1:1. Si dine kvædestykker fra så du har den rene saft tilbage. Kog det op sammen med sukkeret og citronsaften. Kog det i ca. et kvarter indtil det er blevet sirup-agtigt. Du kan tjekke om det er kogt nok ind, ved at lægge et par dråber på en iskold ske (evt. læg den i fryseren) og se om det stivner. Alt efter hvor fast gelén skal være kan du spæde væsken til med vand eller koge den lidt mere. Hæld i passende størrelse patentglas, der er skyllet i atamon og nyd!
