Nudler med broccoli, tofu og five-spice

Jeg elsker at lave asiatisk mad, men gør det alt for sjældent. I min iver for at rydde op i mine køkkenskabe, faldt jeg over en pakke nudler (eller det vil sige flere pakker, da jeg åbenbart er lidt af en hoarder hvad angår risnudler) og et glas med tofu, fik jeg bikset denne lækre og hurtige ret sammen.

Jeg har før lavet en version af denne ret, blot med ægnudler og hakket kyllingekød istedet for risnudler og tofu. Jeg serverede det for børnene og de spiste faktisk maden, hvilket er en succes! Jeg må begynde at lave retten noget oftere i hverdagen, for det tager virkelig ikke lang tid at lave den. Den er færdig fra start til slut på ca. 20 min, alt efter hvor længe det tager dig at hakke grøntsager. Og du kan justere grøntsagerne eller tilføje alt efter smag, bønnespirer og små sukkerærter ville også smage godt i retten.

Jeg har brugt kinesisk five-spice til at krydre retten med, den giver retten en snert af sødme fra de varme krydderier der er i blandingen , som smager helt fantastisk. Jeg har brugt denne her blanding, men du kan bruge hvilken som helst du lige kan komme i nærheden af, eller helt undlade den.

Ingredienser, 3-4 portioner
Preptid: ca. 20 min

1 pakke glasnudler
neutral olie
2 fed hvidløg, i skiver
1/2 ingefær, ca. 3 cm, revet eller i tern
2 tsk. five-spice krydderi
1 pakke tofu (ca. 150 g)
1 broccoli, i mindre buketter
1 stort rødløg, skåret i skiver
4-6 spsk. fiskesauce
2 spsk. honning
1/2 lime
evt. koriander

Tilbered nudlerne ved at følge instrukserne. Lav dem gerne en anelse al dente.

Varm en wok op med olie, tilsæt ingefær, hvidløg, five-spice og tofu skåret i tern. Når din tofu har fået lidt farve tilsætter du broccoli og lader den stege ved i 1-2 minutter indtil de er ved at være lidt bløde.

Se til dine nudler og lad dem dryppe af.

Tilsæt rødløgene, vend dem rundt sammen med tofu og broccoli. Tilsæt fiskesauce, honning og nudler. Smag evt. til med mere fiskesauce, honning og five-spice. Server varmt med limesaft og koriander til.

Vandmelonsalat – en sommerklassiker!

Vandmelonsalaten er en sikker klassiker til sommerens mange grillaftener og arrangementer – let, lækker og læskende!

Jeg har før udgivet en anden opskrift på denne klassiker, den er med masser af persille, sumak og citron, mens denne version er med oregano, agurk og oliven. Begge salater er skønne på hver sin måde, så der er lidt at vælge mellem. Men skønt smager de begge!

Ingredienser, 4 portioner
Preptid ca. 20 min.

1 lille vandmelon eller 1/2 stor vandmelon
1 agurk
1 lille rødløg
1 lille glas oliven
2-3 stilke med oregano
olivenolie
1/2 citron, saften af
100 g feta, gerne en blanding af fåremælk/gedemælk
evt. lidt salt

Skær vandmelon i mindre stykker. Halver agurk og fjern indmaden med en ske, og skær den i skiver. Halver rødløget og skær det i skiver. Vend vandmelon, agurk og rødløg med oliven, olivenolie og citronsaft. Smuldr fetaen over salaten og drys med oregano. Smag til med evt. salt. Server straks.

Du kan sagtens lave salaten i forvejen og opbevare den i køleskabet indtil servering, vent blot med at vende den med olivenolie og citronsaft helt indtil den skal serveres.



Spaghetti med bagt aubergine

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg er ret vild med auberginer. Og pasta. Denne ret kombinerer dem begge. Du får det bedste ud af auberginerne ved at bage dem først i ovnen. Tilsætter man dem til tomatsaucen bliver de hurtigt smattede og mister deres konsistens, hvilket selv jeg, en inkarneret aubergine-elsker, hader. Det er en relativ nem ret, der sagtens kan laves en travl hverdagsaften. En lækker vegetarisk spaghetti-ret der sagtens kan være en værdig modstander til spaghetti-kødsauce.

Ca. 4-5 portioner

Ingredienser:
Salat:
200 g rucola
250 g mozzarella
1/2 citron, saften af
evt. 1/2 skalotteløg
olivenolie
salt

Skær osten i mindre stykker. Snit skalotteløget i tynde skiver. Vend ost og løg med rucola, smag til med citronsaft, olivenolie og salt. Stil til side.

Bagte auberginer:

2 auberginer
2-3 fed hvidløg
olivenolie
salt

Skyl auberginen grundigt og skær den i små tern. Mas hvidløget med den flade side af kniven, vend auberginerne med hvidløgsfeddene, olivenolie og salt. Bag det hele i en 200 grader varm ovn i ca. 20-25 minutter, eller indtil auberginerne er blevet gyldne og bløde. De må gerne have lidt bid i sig stadig.

Spaghetti/tomatsauce:
3-4 store tomater
1-2 løg
2 fed hvidløg
1 tsk. tørret oregano
1 tsk. sukker
500 g spaghetti
salt og peber
ca. 50 g parmesan, fintrevet

Sæt vandet over til spaghetti. Skær et lille snit i tomaterne og skold dem i kogende vand i ca. 10 minutter eller indtil skindet begynder at åbne sig. Hak tomaterne groft. Hak løg og hvidløg fint. Sauter løg og hvidløg i olivenolie og tilsæt tomaterne. Tilsæt 2 dl vand, sukker og oregano. Kog din spaghetti al dente i saltet vand. Smag tomatsaucen til med salt. Vend spaghettien med tomatsaucen, tilsæt evt. lidt af kogevandet med, hvis saucen er blevet for tyk. Drys med parmesan og server sammen med de bagte auberginer og den friske salat til.

NOTE: Du kan, hvis du har børn (eller voksne) der ikke kan lide “klumper” eller auberginer, blende tomatsauce og de bagte auberginer inden du blander det med spaghettien. 

 

Hummus med sød kartoffel

Har du prøvet at lave din humus på søde kartofler? Hummus i sig selv er en af mine favoritdips, men at skifte kikærterne ud med bagte kartofler er helt genialt. De søde kartofler der er sprængfyldte med vitaminer, mineraler og fibre, kan godt blive lidt for søde i smagen for mig (selvom jeg elsker søde sager). Men de er helt perfekte sammen med lidt tahin og hvidløg. Jeg plejer at bage de søde kartofler i ovnen dagen før, evt. kombinere det med at skulle lave bagte kartofler til aftensmad, når ovnen alligevel er i gang. Jeg har lavet min hummus uden kikærter, men du kan sagtens lave 50/50 blanding med kogte kikærter.

 

Ca. 3-4 portioner

Ingredienser:
2 store søde kartofler
1-2 spsk. tahin
1/2 fed hvidløg, revet eller presset
salt

topping:
olivenolie
purløg
nigellafrø
chiliflager

Skrub og skyl kartoflerne grundigt. Bag i en 200 grader varm ovn i ca. 30 minutter til 1 time, afhængigt af størrelsen på dine rødder. Afkøl, fjern skrællen og mos kødet let med en gaffel. Smag til med tahin, hvidløg og salt. Dryp lidt god olivenolie og drys finthakket purløg og nigellafrø ved servering.

Holder i 2-4 dage i køleskabet.

Hummus med røde linser

IMG_2761

Efter en lang sommerferie er det atter igen blevet hverdag hjemme hos os. Min hverdag pt består af mit nye job som opskriftsudvikler hos Aarstiderne, hvor jeg kommer til at udvikle opskrifter til deres nye måltidskasse der hedder Den lokale Måltidskasse. Det er super spændende at være med på et så erfarent og kompetent hold af kokke og opskriftsudviklere! Det har været min drøm at kunne leve af at skrive om mad, og nu hvor det reelt er sket, er det næsten ikke til at tro. Især fordi jeg ingen reel uddannelse har som kok, men kun den uddannelse jeg har fået af min mor, mormor, farmor og diverse tanter. Det viser bare at ALT kan lade sig gøre, så længe man har gåpåmod, viljestyrke og arbejder hårdt for det!

Når det er sagt, er jeg helt færdig mentalt når jeg kommer hjem efter at have talt og skrevet om mad hele dagen. Nogle gange er det dejligt bare at have noget sundt i køleskabet så man ikke skal opfinde den dybe tallerken til frokost eller aftensmad. Det er her hummus kommer ind i billedet. Det er supernemt at lave, du kan lave en kæmpe portion der kan holde sig i flere dage, som du kan spise til næsten alt. Vi spiser det som tilbehør til aftensmaden, fx noget stegt kylling og salat eller bare som snack sammen med lidt gnavegrønt.

Følg med på instagram, hvis du vil se mere fra min hverdag. Har dog ikke en snapchat endnu!

Ingredienser, stor portion
2,5 dl røde linser
250 g kogte kikærter
2 spsk tahin
1 lille fed hvidløg
1 citron, saften af
salt og evt. peber

Kog 2,5 dl linser i rigeligt vand i ca. 15 min. Dræn og lad det afkøle. Du skal ikke tage dig af at de mister lidt deres form. Har du tørre kikærter kan du iblødsætte dem fra natten før og koge dem til formålet. Men jeg bruger næsten altid forkogte kikærter på dåse. Brug det der passer til dit temperament. Blend de afkølede linser, kogte kikærter, hvidløg, tahin og citronsaft. Smag det til med salt og peber. Ved servering kan du dryppe lidt god olivenolie over og evt lidt ristede sesamfrø. Jeg var så heldig at min koriander var gået i blomst, så den fik et lille drys af det ovenpå. Server sammen med fx brød eller gnavegrønt.

Kålsalat med mynte

IMG_0360_lowres

Det har været lidt lavvande med blogindlæg herinde. Men bedre sent end aldrig, right?  En simpel salat, som smager fantastisk både sommer og vinter. Især her til sommer, hvor de friske spidskål kommer på markedet. Det er en nem salat at lave, der passer godt som supplement til grillet kød eller grøntsager.

 

Opskrift

1/2 kålhoved, spids- hvid- eller rødkål. Jeg har brugt rød spidskål

2 forårsløg

1 håndfuld mynteblade

Olivenolie

1 spsk pekmez

2-3 spsk æblecidereddike

salt

Fremgangsmåde

Snit kålen fint. Evt med et mandolinjern. Snit forårsløg i tynde skiver. Hak mynten fint. Vend det hele med de øvrige ingredienser. Smag til med salt. og juster efter egen smag.

 

Bladbede med pocheret æg

IMG_9705IMG_9693

 

YES! Mit nye design til bloggen er oppe at køre, endelig. Der er stadig lidt knas hist og pist, men ikke noget stort, heldigvis. Jeg håber i kan lide både det nye design og navnet. Jeg måtte erkende at det gav lidt krøller på tungen både at skulle stave/sige det til folk så jeg tog beslutningen om at skifte det hele på en gang.

Og nu til bladbederne…Dette er en tyrkisk opskrift, fremgangsmåden er faktisk ret fleksibel. Du kan erstatte bladbederne med spinat eller kun bruge tomat, løg og krydderurter.

Server den på et stykke ristet brød, enten som et måltid i sig selv f.eks. til frokost eller som en del af en brunch buffet.

 

Opskrift, 2-4 personer

1 bundt bladbeder, ca 10 store stilke
1 fed hvidløg
2 skalotteløg
1 tomat
4 æg
2 små stilke frisk mynte
En lille håndfuld bredbladet persille
25 g smør
Rapsolie

Hak løg og hvidløg, svits det i olien/smørret. Tilsæt bladbederne, som du har renset grundigt og skåret i skiver. Herefter tilsætter du tomater, de hakkede krydderurter og smager til med salt og peber. Svits det i et par minutter indtil næsten al vandet er dampet af. Lav 2 eller 4 fordybninger i grøntsagsmassen og tilsæt et æg i hver. Læg låg på, skru ned for varmen og lad det simre i 3-4 minutter eller indtil det hvide i æggene har sat sig, men blommen stadig er blød. Server straks med brød til.

Hummus

Engang imellem skal det bare gå hurtigt og denne opskrift på hummus er nem, lækker og endda sund! Som en lille ekstra bonus er den kødfri og giver god samvittighed mht miljøet. Noget jeg tænker en del over herhjemme. Tror næsten at vi har omvendt kødfri dag, dvs. vi har ugentlige køddage. Dels fordi jeg syntes det er noget svineri at spise så meget kød pga miljøet og fordi jeg vælger at spise kød økologisk (pga miljøet og dyrevelfærd) derfor bliver det lidt dyrere=færre kød. her i husstanden.

Alle har deres egen måde at lave hummus på og spise den på. Men her er min hummus krydret med spidskommen, en god olivenolie og serveret på ristet brød. Nu hvor det er sæson for de søde gode tomater, er det rigtig lækkert at servere en god tomatsalat til også. Server den som en ret i sig selv, tilbeør til en hovedret eller som en forret.

Ingredienser:

1 dåse kikærter

1 fed hvidløg

1 citron, saften af

1 tsk spidskommen

1/2 dl rigtig god olivenolie

salt og evt friskkværnet peber

Dræn væsken fra kikærterne, men gem vandet. Blend alle ingredienserne sammen og tilsæt væske til blandingen til det har en passende konisistens. Server sammen med en let tomatsalat på ristet brød evt. strøget med lidt hvidløg .

Stegt rosenkål med hasselnødder og dild

Der er så mange beslutninger at tage disse dage: vuggestuer, navngivning af Selma-baby, skal vi flytte eller skal vi blive på Islands Brygge (selvom Linse-pigen gør et godt stykke pr-arbejde for stedet her) og jeg kan blive ved med listen, men vigtigst af alt er beslutningen om hvorvidt jeg skal skifte navn af min blog…Min bedre halvdel har i snart et stykke tid nævnt det, uden at fornærme mig, og antydet at navnet på min blog måske er lidt svært at stave til. Jeg har efterhånden givet efter og kan godt se at det måske er fornuftigere med et kortere og nemmere navn til bloggen. Hvad syntes du?

I mellem tiden kan jeg anbefale denne hurtige ret. Sammen med grydestegt kylling og evt. ris eller kogte kartofler til er det, tro det eller ej, ret hurtigt at lave. Kyllingen hygger sig i ovnen, du koger kort rosenkålen i saltet vand ca. 3-5 min, herefter steger du hurtigt i lidt smør/olivenolie på en pande til det får lidt farve, over på et serveringsfad, drys med dild og grofthakkede hasselnødder. Voilá! En ret der kan klares, selv når man har baby (i dette tilfælde sovende).

PS. Jeg loooover at skrive nogle flere indlæg, selvom det er lidt trængt med tiden. Bye-bye vampire diaries og hello til mine læsere! Prøver at se om jeg kan tweete noget mere om mine køkken-eventyr, der bliver nu lavet mad i ny og næ selvom der ikke er action på bloggen.