Salat med agurk, sumak og stegt halloumi

IMG_2218

Mit yndlingskrydderi for tiden er sumak. Jeg bruger det oftest i salater, hvor jeg gerne vil have at det er syrligt, dog uden at det er helt hvinende surt. Det har en god balance af syre, sødme og salt. Sumak er flittigt brugt i det tyrkiske køkken, men er også en kær gæst i det mellemøstlige køkken. Det smager fantastisk. Jeg bruger det i tomatsalater, kolde bulgursalater, linsefrikadeller, på stegt kylling, og jeg kunne blive ved. Har du en arabisk eller tyrkisk grønthandler i nærheden af dig, så prøv at købe en lille pose med hjem. Jeg håber at du vil blive ligeså glad for det, som jeg er.

Denne salat er en hurtig én af slagsen, der smager fantastisk sammen med stegt kylling eller fisk. Eller bare sammen med en let bulgur- ris- eller quinoasalat. Eller helt solo. Personligt er jeg vild med halloumi, men er du ikke til konsistensen, kan du sagtens erstatte den med en anden fed og salt ost, fx feta. Kan du finde de lidt tykke skole agurker ( kan ikke huske hvad de hedder, men mener de bliver brugt som drueagurker), smager de fantastisk til salater som denne.

 

Ingredienser, 3-4 portioner
1 stor agurk
2 pakker halloumi
2 tsk. med top sumak
1/2 citron, saften af
1 lille kvist mynte, finthakket
1 lille bundt purløg
olivenolie
evt. salt

Skræl agurken, halvvér og skær i tykke skiver. Hak mynten meget fint. Drys det over agurken sammen med sumak. Smag til med olivenolie og saften fra 1/2 citron. Skær halloumi i skiver og steg den gylden på begge sider og server sammen med agurkesalaten. Smag evt. til med salt.

Min kogebog er her nu!

IMG_2178

Kære alle, nu er tiden snart ved at være der til at jeg kan vise min kogebog til jer allesammen! Jeg glæder mig meget.

Det har taget en del år at færdiggøre bogen, men samtidig da beslutningen var taget og kontrakten på plads med forlaget, gik det hurtigt. Det var en spøjs fornemmelse at færdiggøre bogen, da man for det meste er alene om den. Men samtidig var det helt fantastisk at kunne styre det hele selv, både mht styling, fotos, look og opskrifter. Det har været et privilegie.

Men nu er den her, og snart er den ude blandt alle jer andre! Helt præcist d. 10/5 bliver bogen udgivet. I er velkomne til at kigge forbi til receptionen, men ellers kan i allerede nu forudbestille bogen via Saxo.

Husk at tagge mig på Instagram eller Facebook enten med #rukiyebenli eller #mittyrkiskekøkken, jeg glæder mig til at følge med!

Hvidløgsbrød

IMG_2084

Vi fik gæster forleden og de havde taget et lækkert italiensk brød med. Heldigvis lød menuen på spaghetti med kødboller (opskriften kommer snart) så jeg tænkte at vi laver hurtigt brødet om til et lækkert sprødt hvidløgsbrød. Man er vant til at lave hvidløgsbrød af enten enkelte skiver brød eller af flutes, men havde set et sted at man kunne lave et HELT brød om til et hvidløgsbrød. Det blev det så til. Jeg skar brødet ud i tern og penslede det godt og grundigt ind i blødt smør (du kan også olivenolie) som var blandet med finthakket persille og hvidløg. Resultatet var overraskende lækkert!

IMG_2081

Ingredienser
1 italiensk surdejsbrød (andet kan også bruges), helst daggammelt
100-150 g blødt smør
2 fede hvidløg
1 håndfuld persille

Hak/riv hvidløget fint. Hak persillen fint og bland det sammen med hvidløget ned i det meget bløde smør (er smørret for koldt, kan du lige give det et par sekunder i mikro). Pensl eller smør det godt ind i brødet. Bag brødet i ovnen ved 150-200 grader i ca 15-20 min. indtil det er gyldent og sprødt. Voliá!

Spaghetti Vongole

IMG_2169

En af mine absolut yndlingsretter. Jeg ÆÆÆÆSLEKER muslinger især de små venusmuslinger. Kan du finde dem hos din fiskehandler (ellers kan du få dem til at bestille muslingerne til dig) er det fantastisk, men ellers kan du hos de fleste supermarkeder få en frossen muslinge/skaldyrsblanding, der er en god erstatning.

Retten er god, især fordi, du kan have den frosne pakke med muslinger/skaldyr liggende i fryseren indtil du skal bruge dem, og kan trylle en lækker pastaret sammen på ingen tid. Har du mulighed for det, brug de små søde dadeltomater ellers er friske almindelige tomater gode. Jeg har ikke gode erfaringer med dåsetomater. Her ville jeg undlade at bruge dem, da de er for syrlige og vil give retten for meget væske og overdøve smagen fra muslingerne/skaldyrene for meget.

Ingredienser, 4 portioner
4oo-500 g pasta (spaghetti eller linguine)
ca. 1 kg muslinger ( eller frossen skaldyrsblanding)
2 fede hvidløg
1 håndfuld bredbladet persille
2 skalotteløg
1 glas hvidvin eller skvæt Noilly Prat
4 tomater eller 10 små cherry- eller dadeltomater
olivenolie, en god mængde
salt og peber

Bruger du friske muslinger: Rens dem grundigt. Sæt dem evt. i køleskabet i et par timer i en skål med vand. Så smider de det sand der er i dem. Dræn dem og stil dem til side. Sæt vandet over til pastaen. Hak hvidløg og skalotteløg fint. Hak tomater og persille groft. Tilsæt pastaen til det kogende vand. Steg hvidløg, skalotteløg i olivenolie. Tilsæt hvidvin eller Noilly Prat. Tilsæt tomaterne, læg låg på og lad det simre indtil pastaen er kogt al dente. Tilsæt pastaen sammen med det grofthakkede persille, smag til med salt og peber. Serveres varm evt. sammen med hvidløgsbrød.

Guacomole salat

IMG_2149 (1)

Nu er der ikke lang tid, før min kogebog kommer tilbage fra trykkeriet. GLÆDER mig vildt meget. Det er både dejligt at være færdig (ikke flere indskydelser, sidste øjeblik ændringer m.m.) og også angstprovokerende. Men mest dejligt. Hold øje på min facebook-side her opdaterer jeg jævnligt med info omkring kogebogen.

Herhjemme er vi meget glade for guacamole, men jeg har en datter der ikke altid er fascineret af ideén om, at ALT er blandet sammen. Hun spiser det hele, selv koriander, hvis bare det ikke er blandet sammen med alle de andre ingredienser.

Salaten er virkelig nem at lave, og vi laver den ihvertfald én gang om ugen, hvis ikke flere gange. Er du gavmild med citronsaften kan salaten sagtens holde sig til dagen efter, eller hvis du gerne vil have et grønt indslag til din brunch, er den også genial til dette. Serveret sammen med røræg og/eller quesadillas (mexicanske toast) eller hvad du nu end har lyst til.

Jeg har fundet ud af avocadoer holder sig fint i køleskabet. Køber du de modne versioner, og du ikke skal bruge dem alle, kan du sagtens opbevare dem i køleskabet. Har du meget umodne avocadoer kan du lægge dem i samme skål/tallerken sammen med bananer og tomater. D

Ingredienser
2-3 avocadoer, modne
1-2 tomater
1/4 agurk
1 lille dåse majs
1/2 dåse kidney bønner
1 lille salatløg, rødløg eller forårsløg
stort bundt koriander
1-2 dl cremefraiche
1 citron, saften af
salt og peber

Hak alle grøntsagerne fint. hak koriander groft. Fordel i en skål sammen med de drænede majs og kidney-bønner. Fordel citronsaften henover alle grøntsagerne. Smag til med salt og peber evt. Ved servering anret med cremefraiche.

Dip med stenbidderrogn

IMG_2088
Move over Holiday Dip Mix! Jeg har i mange år været meget konservativ omkring hvordan jeg serverer min stenbiderrogn: På ristet brød, hvis det gik højt for sig, med smør, finthakket rødløg og cremefraiche. Det er også en fantastisk delikat og lækker måde at starte et måltid på, men jeg har i et stykke tid tænkt over om man kunne opgradere denne model. Men jeg tror at jeg har fundet min nye og foretrukne måde at få serveret dip og stenbidderrogn på. Prøv det på ristet brød, smørristet rugbrød, chips, saltkiks etc.

4 portioner
100 g stenbidderrogn
1,5 dl cremefraiche
1/2 dl finthakket purløg
1/2 dl finthakket dild
salt og hvid peber

Bland alle ingredienser sammen og smag til med salt/peber.