Spaghetti med kylling, citron og tomater

IMG_2500

WUHUU DET ER FERIE! Det har været lidt hektisk siden min kogebog udkom, dels at jeg skulle vænne mig til at den var tilgængelig for alle, men også at der er en masse praktisk (og hårdt!) arbejde i at lave pr for bogen. Men nu ser det ud til at jeg har været igennem min to-do liste, de næste par uger og helt ind til august, kommer der til at blive talt lidt om min kogebog. Når ferien er omme skal jeg i gang med at arrangere et event sammen med Meyers Madhus til efteråret. Detaljerne er ikke helt på plads, men jeg skal nok holde jer opdateret.

Men lige nu står den på ferie i vores lille ødegård oppe i det svenske Småland. Vores ferier heroppe består for det meste af at være ud i haven, slå græs, lave bål (undskyldning for at komme af med noget af haveaffaldet), grille og spise en masse god mad. Der er også en lille bondegård i nærheden, hvor man kan hilse på kaniner, høns og små frilandsgris. Er vejret til det, tager vi et dyp i en af skovsøerne i nærheden. Når man nu har sådan et lille ødegårdskøkken er det nu dejligt at kunne lave noge retter der ikke kræver så mange armbevægelser. Som denne ret. En enkel og nem pastaret, der smager fantastisk sammen med en grøn salat og måske et glas koldt hvidvin til?

Brug de friske tomater der er i sæson lige nu, er du en af de heldige der har egne tomater, brug dem. Jeg er ret glad for de små San Marzano tomater, men andre velsmagende sorter er sikkert også gode.

Ingredienser, 2 portioner
250 g spaghetti
1 stk bagt eller stegt kyllingebryst, i strimler
2-3 forårsløg
1 lille fed hvidløg
1/2 citron, skallen af
evt. 1 dl Noilly Prat eller hvidvin
olivenolie
persille
5-6 små tomater
evt. parmesan

Sæt vand over til at koge. Hak hvidløgt i skiver eller fint. Rens forårsløg og skær dem i skriver. Halvér eller skær tomaterne over i kvarte. Læg dem til side. Sæt pastaen over at koge. Varm lidt olivenolie på en pande, steg hvidløg og forårsløgene. Tilsæt citronskal og noilly prat/hvidvin. Kog det ind i et par minutter. Smag til med lidt salt. Din pasta burde være færdig på dette tidspunkt. Før du dræner din pasta, tag en kop af kogevandet og læg det til side. Tilsæt den drænede pasta til din sauce og rør rundt, tilsæt evt lidt af kogevandet, hvis det mangler væske. Tag af varmen og bland det med kyllingebrystet, hakket persille og de friske tomater. Smag til med salt og friskkværnet peber. Er du parmesan-elsker som jeg, vil du også gerne have lidt parmesan på toppen. Servér straks.

Leave a Reply