
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker grøntsager. Engang i mellem er det nu rart med lidt kød. Men skulle jeg vælge en af kødretterne fra min kogebog lige her og nu, ville jeg vælge denne ret, kylling med karamelliseret løg. Den er dejlig snasket, men netop derfor kan man nøjes med lidt. Min mor plejer at servere denne ret i weekenderne, og ofte piller hun kyllingen efter stegningen direkte ned i panden, så den kan få gavn af alt den saft og fond der ligger tilbage i panden og steger det pillede kød yderligere i et par minutter. Direkte ned i en lun bolle, baguette, tyrkisk brød e.lign med masser af salat til, så har du verdens lækreste sandwich! Jeg tror at menuen i weekenden kommer til at stå på denne kyllinge-ret 🙂
Ingredienser, 4-6 portioner
700 g kyllingeoverlår
3 spsk. olivenolie
75 g smør
3 store løg
vand
salt
hvid peber
Steg kyllingeoverlårene i en pande med skindsiden nedad i smør og olivenolie.
Vend dem, tilsæt grofthakket løg, og krydr med salt og hvid peber. Tilsæt vand, indtil det dækker kyllingen. Læg et låg på, og lad kyllingen simre ved svag varme. Hold øje med kyllingen. Hvis den ikke er stegt/kogt færdig, og der ikke er mere væske tilbage, tilsætter du lidt mere.
PS. Vil du lave en lettere version, kan du sagtens koge noget kylling seperat, fx uden skind, stege løgene på en pande i en lille smule smør og olivenolie og derefter tilsætte kyllingekødet.