Spaghetti med bagt aubergine

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg er ret vild med auberginer. Og pasta. Denne ret kombinerer dem begge. Du får det bedste ud af auberginerne ved at bage dem først i ovnen. Tilsætter man dem til tomatsaucen bliver de hurtigt smattede og mister deres konsistens, hvilket selv jeg, en inkarneret aubergine-elsker, hader. Det er en relativ nem ret, der sagtens kan laves en travl hverdagsaften. En lækker vegetarisk spaghetti-ret der sagtens kan være en værdig modstander til spaghetti-kødsauce.

Ca. 4-5 portioner

Ingredienser:
Salat:
200 g rucola
250 g mozzarella
1/2 citron, saften af
evt. 1/2 skalotteløg
olivenolie
salt

Skær osten i mindre stykker. Snit skalotteløget i tynde skiver. Vend ost og løg med rucola, smag til med citronsaft, olivenolie og salt. Stil til side.

Bagte auberginer:

2 auberginer
2-3 fed hvidløg
olivenolie
salt

Skyl auberginen grundigt og skær den i små tern. Mas hvidløget med den flade side af kniven, vend auberginerne med hvidløgsfeddene, olivenolie og salt. Bag det hele i en 200 grader varm ovn i ca. 20-25 minutter, eller indtil auberginerne er blevet gyldne og bløde. De må gerne have lidt bid i sig stadig.

Spaghetti/tomatsauce:
3-4 store tomater
1-2 løg
2 fed hvidløg
1 tsk. tørret oregano
1 tsk. sukker
500 g spaghetti
salt og peber
ca. 50 g parmesan, fintrevet

Sæt vandet over til spaghetti. Skær et lille snit i tomaterne og skold dem i kogende vand i ca. 10 minutter eller indtil skindet begynder at åbne sig. Hak tomaterne groft. Hak løg og hvidløg fint. Sauter løg og hvidløg i olivenolie og tilsæt tomaterne. Tilsæt 2 dl vand, sukker og oregano. Kog din spaghetti al dente i saltet vand. Smag tomatsaucen til med salt. Vend spaghettien med tomatsaucen, tilsæt evt. lidt af kogevandet med, hvis saucen er blevet for tyk. Drys med parmesan og server sammen med de bagte auberginer og den friske salat til.

NOTE: Du kan, hvis du har børn (eller voksne) der ikke kan lide “klumper” eller auberginer, blende tomatsauce og de bagte auberginer inden du blander det med spaghettien. 

 

Leave a Reply