Om forfatteren

Mit navn er Rukiye Benli og dette er min madblog! Her kan du læse om mad, opskrifter, nyttige tips, inspiration og kogebogs-anmeldelser. Mine opskrifter er en blanding af mine egne, mine bekendtes eller inspiration fra kogebøger og magasiner.

Min kogebog: Meze

Min nyeste kogebog, Meze, er ude nu og kan købes nu. Besøg shoppen, eller køb direkte:

Emner

  • Her i sommervarmen har jeg fået mere og mere lyst til fisk, men har ikke rigtig kunnet finde en god fiskehandler. Nu er jagten forbi og jeg har fundet en rigtig god, og kompetent fiskehandler der endda ligger på vejen hjem fra arbejde. Perfekt. Fandt nogle flotte blæksprutter (til ingen penge) sidst jeg var der. Er man lidt skræmt ved tanken om at spise gummiringe (aka industri-blæksprutte-ringe) skal man gøre sig selv den tjeneste at prøve de hjemmelavede. Kan kun anbefale at man går i krig med at købe sine egne blæksprutter og steger dem selv. Det smager fantastisk. Er man ikke vant til at rense blæksprutter, kan du evt. spørge din fiskehandler om han vil gøre det for dig, men det er ikke så svært når man først lige er kommet igang.

    1. Læg dine blæksprutter enten henover et fad eller over køkkenvasken. Går der hl i blækposen har du det ikke udover køkkenbordet. Tag med den ene hånd fat i kroppen og den anden hånd i armene, og træk i armene lige så langsomt. Det er meningen at du skal have alle dens indvolde ud.

    2. Læg kroppen til side og tag fat i mundstykket og indvoldene. Skær indvoldene fra så du kun har mundstykket tilbage. Du kan se at blæksposen er en lille sort sag blandt alle indvoldene. Er du frisk på at lave en gang englehårspasta med blæk eller risotto med blæksprutte og blæk, kan du med fordel gemme blækket, hvis ikke smid det ud.

    3. Tag mundstykket og spred armene ud til siden, så du kan se munden. Du skal klemme let på siden med fingrene, på denne måde kommer hele mundstykket til syne. Skær det af så du kun har armene tilbage. Hvis din blæksprutte har en enkelt arm der er lidt for lang, skær den af. Skyl grundigt

    4. Rens kroppen for rester af indvolde, og fjerne hinder. Finnerne der sidder på ydersiden af kroppen skal du ikke bruge til noget. Vend vrangen på blæksprutten og rens den grundigt også indvendigt.

    5. Voliá

    Ingredienser, forret til 4 personer

    3-4 blæksprutter, alt efter størrelse

    1,5 dl majsmel, du kan også bruge alm. mel

    en lille håndfuld friskkværnet peber, gerne en peberblanding feks. sort peber, rosa peber, enebær og korianderfrø

    2-3 dl olivenolie, medium kvalitet

    Maldonsalt

    Fremgangsmåde: Skær kroppen ud i mindre skiver, ca. 2-3 cm, jeg kan godt lide dem lidt grove.  Medmindre armene er alt for store behøver du ikke at skære dem over. Sæt noget olie over på en anden og lade den varme op. Tør dine blækspruttestykker grundigt. Snit dine hvidløg i tykke skiver og rengør forårsløgene. Lav en melblanding af majsmel og friskkværnet peber. Vend dine tørre stykker af blæksprutte i melblandingen, drys det overskydende mel af og steg dem hurtigt i den varme olie. Tag en lille portion ad gangen, det er nemmere at styre og du nedkøler ikke olien for meget. De skal kun have ca. 1 minut på panden så er de færdige. Læg dem over på et stykke køkkenrulle, så det overskydende fedt kan dryppe af. Steg hvidløg og forårsløg, til de bliver lidt gyldne. Anret, drys med flagesalt og server.

  • Har i nogle dage drømt om at lave en citron-tærte, men desværre har tiden ikke været med mig. Det blev i stedet for kun til lemon-cupcakes. De små og praktiske kager er hurtige at lave, de er dejligt syrlige og friske fyldt med citron. Jeg har valgt at lave en lille uddybning i kagerne, så jeg kan fylde en lille smule lemon-curd i som en lille overraskelse (igen, havde desværre ikke tid til at lave den selv) og toppet dem en traditionel creamcheese-frosting. Du kan også vælge at lave en glasur af flormelis og citronsaft.

    Håber at i også vil gøre brug af denne lille forfriskende eftermiddags-cupcakes der passer glimrende sammen med en kop varm the, eller nu hvor varmen og sommeren endelig er her, et glas iskoldt earl-grey the.

    Ingredienser til 12 cupcakes:

    3 æg

    2,5 dl sukker

    1 tsk vanillesukker

    100 g smør, smeltet

    1 dl mælk

    3,5 dl hvedemel

    2 tsk bagepulver

    1/2 tsk salt

    1 citron, revet skal af

    1/2 glas lemon-curd

    Tænd ovnen på 175 grader. Pisk æg, sukker og vanillesukker til det er hvidt/æggesnaps. Tilsæt det smeltede smør og mælk. Bland mel, bagepulver og salt sammen og vend det forsigtigt i dejen. Du kan bruge en sigte hvis du har lyst, ellers lad være. Fordel dejen i dine muffinsforme og bag dem i ca. 12 min eller til de er gyldne.

    Cream Cheese Frosting:

    300 g flormelis

    50 g smør

    125 g flødeost

    Rør flormelis og smør sammen med en el-pisker, smørret skal være rum-temperatur. Tilsæt herefter flødeosten og pisk godt igennem, i ca 5 min til cremen er helt luftig. Du kan lave den i forvejen og stille den i køleskabet i et par timer så den er helt kold når du skal bruge den. Skær et lille skråt og cirkulært (formet som et lille kræmmerhus) hul i toppen af hver cupcake og fyld det med lemon-curd.  Smør et gavmildt lag af cream-cheese frosting på og server.

  • Desværre kom jeg til at gå ind ind i Emmerys HQ, hvilket medførte til at jeg kom ud med 2 store fyldte poser. Det var ikke planen. Jeg skulle bare ind og kigge, og se om de havde noget spændende. Det havde de, desværre for mig, godt for ekspedienten. Det skal siges at hun var meget behjælpelig, vi fik kaffeprøver (aka en latte) på deres kaffe fra Etiopien, som smagte fantastisk. Kraftig i smagen, en smule syrlig, men uden at være bitter, lige som den skal være. På vej ud af døren, fik jeg også lige en rosmarin-foccacia med mig, gratis, fordi jeg kom til at nævne at de så virkelig lækre ud. Hun sagde at de tit havde for meget brød tilovers ved lukketid, så jeg kunne bare få et med. Ved ikke om det var fordi jeg lagde så mange penge i butikken i løbet af 4 min eller om det bare var god service? Måske det var min naturlige charme hun bare ikke kunne modstå? Jeg hælder nok til at det var fordi at jeg er så god til at bruge penge på mad.

    Fik indkøbt på min tur: Tomatjuice, kæmpe couscous, rørsukker fra mauritius, 2 italienske vine, hhv. fra Toscana 2005 og Montalcino 2005 og 1 hvidvin (lettere perlende) Grüner Veltliner 2009 fra Gobelsburg, Østrig.

    Måske det bliver til en dejlig bloody-mary og en krydret couscous-salat med grillede lammeracks til (min favorit-udskæring i øjeblikket). Kunne også køre en italiensk tema-aften med hjemmelavet frisk pasta og vin fra Toscana? To be continued…

  • For mange er den grønne thai-karry lidt for stærk, da den er lavet af den grønne og meget stærke chili. Udover en helvedes bunke grøn chili består den også af hvidløg, galanga-rod, skalotteløg, kaffir-limeblade og citrongræs. Du kan selfølgelig bevæge dig ud på gyngende grund og gå i krig med at lave din egen, hvilket faktisk ikke er så svært igen, det er mere fordelings-forholdene der er svære at styre, især den grønne chili. Jeg tyr simpelthen til den nemme løsning og har købt mig en karry-pasta på dåse. De koster sådan ca. 20 kr for en 250 ml dunk i en thai-grønthandler, og som du måske har gættet dig frem til holder de i rigtig lang tid, da der ikke skal særlig meget til at give retten smag.

    Der findes selfølgelig andre versioner af karry-pastaerne, der er den røde, grønne, gule, panaeng og massaman. Den røde, grønne og gule har de samme grundingredienser, men hvor det er henholdsvis grøn, rød og gule chilier der bliver brugt. Der er også en del variation på indholdet af galanga-rod, koriander og ingefær.  Den gule version er den mildeste af dem alle, da den indeholder langt mindre chili og meget gurkemeje, der giver den dens gule farve. Så er der panaeng-karry, som nok er den der er mest kendt fra de lokale thai-take away steder. Den indeholder de samme ingredienser som den røde, men er mildere end de andre. Den ikke så kendte massaman-karry er mere krydret end de andre og har en del mere tilfælles med den indiske karry, da den indeholder en del tørre krydderier såsom spidskommen, kardemomme, kanel og nelliker. Personligt er jeg mest til den grønne da den har en mere aromatisk smag end de andre, og en mere klar chili-smag som kan justeres alt efter hvordan du kan lide din karry.

    Ps. Du kan altid se på indholdsfortegnelsen og se hvilke ingredienser der er i din karry. Skal jeg lave karry til en masse mennesker og ikke vil servere brændende stærk mad, plejer jeg at bruge mindre karry-pasta og forstærker smagen af de andre ingredienser ved at tilføje retten citrongræs, galanga-rod, skalotteløg og kaffir-limeblade. Bruger du denne metode, skal du lade retten (kokosmælk, karry-pasta og krydderier) småkoge i en halv time sammen med alle krydderierne osv. inden du tilføjer kød og grøntsager. Er du ikke til det rustikke look, er det måske en god ide at hive citrongræs og galanga-rod op inden du tilføjer grøntsager og kød.

    Ingredienser, 4 personer

    1 broccoli

    ca. 150 g cashew-nødder

    1 dåse bambusskud

    2 spsk grøn karry

    2 dåser kokosmælk

    2 spsk palmesukker eller alm. rørsukker

    ca. 1/2 dl fiskesauce (ja der skal så meget til)

    ca. 10 kaffir-limeblade (frosne eller tørrede)

    evt. en lille håndfuld thai-basilikum

    en lille smule solsikkeolie eller anden smagsneutral olie

    Start med at svitse din karry-pasta i solsikkeolien, tilsæt din kokosmælk og lad retten koge op. Tilsæt herefter dine kaffir-limeblade, palmesukker og fiskesauce. Er du usikker mht mængderne start i det små, du kan altid smage til med mere. Når du føler at din “sauce” har den rette smag kan du tilsætte din broccoli og dine cashew-nødder. Lad det hele koge indtil din broccoli er mør, ikke alt for slatten og server sammen med ris. Føler du at din karry er blevet for stærk, og du ikke vil tilsætte mere sukker, kan du smage den til med noget lime-juice, det tager lige det værste af chilien.

  • Fik denne drink for første gang på Tioman, Malaysia. Det er en lille ø udfra kysten af Singapore, som man enten kan flyve eller sejle til. Vi var der for for snart 8 år siden, men det har absolut været en af mine bedste ferier. Det var en ren bounty-ø med hvide sandstrande, tyrkisblåt vand og masser af jungle inde i øen. Vores tur startede med at vi fik en velkomstdrink lavet af lemongrass, og jeg var solgt. Hver evig eneste dag fik jeg denne drik lavet på lemongrass, ingefær og rørsukker (spurgte selfølgelig køkkenpersonalet hvordan de havde lavet den). Jeg slubrede den i mig som var det vand.

    Efter turen fik jeg abstinenser, men kunne desværre ikke opstøve lemongrass-drink som jeg fik den på Tioman. Jeg lavede min egen. Efterfølgende har man kunnet købe diverse lemongrass-drikke på sushi-barer osv. men denne her opskrift er efter min mening den bedste.

    Den er bedst med en masse isterninger og et sugerør. Du kan også blande den med noget danskvand, eller mineralvand som det hedder, eller endda med et skvæt gin og lime, så er den en perfekt eftermiddagsdrink. Under alle omstændigheder har jeg tænkt mig at lave et par flasker og drikke et glas lemongrass-drink og mindes om min tur til Tioman.

    Ca. 2 liter saft, koncentreret 1:2

    8-10 citrongræs-stængler

    1 klump frisk ingefær på størrelse med en lille håndfuld

    1-3 lime, friskpresset

    ca. 350 – 450 g rørsukker

    ca. 3 liter vand

    nogle dråber atamon

    Skær din citrongræs ud i mindre dele og skær dem over på langs. Knæk dem ydermere med hænderne og ned i en gryde. Det frigiver olierne og safterne i citrongræsset. Sæt de hakkede stykker over i en gryde med vand og sukker, lad den koge i ca. 30 min til væsken er reduceret med 1/4. Smag den til med limejuice, måske mere vand eller sukker. Den skal smage af kraftig saftevand, så den både kan tåle at blive blandet op med danskvand eller isterninger uden at blive for svag. Skræl din ingefær og skær den ud i store stykker. Tilsæt ingefær og tag saften fra varmen. Lad den trække i 15-30 min alt efter hvor stærk du gerne vil have at din saft smager af ingefær. Koger du din ingefær med i saften kan du risikere at du får en meget intens og bitter smag af ingefær, det kan ikke anbefales. Si din saft og hæld i skoldede glas der er skyllet med atamon.

  • Nu hvor sommeren er på vej, er det ensbetydende med masser af grill, nem og hurtig mad. Derfor er det dejligt at have dressinger og tapenader klar til brug, når man skal trylle hurtig og velsmagende tilbehør sammen.

    Her er min opskrift til en omgang hurtig dip af soltørrede tomater, pinjekerner, hvidløg og en lille smule persille. Den er utrolig nem at lave, hvis du skolder dine glas og dækker din dip med olie kan den holde sig i et godt stykke tid i køleskabet. Server den sammen med grillet kød, til salater, på bruschetta eller bare vendt med pasta.

    Ingredienser til 1 mellemstort glas på 250 ml

    ca. 200 g soltørrede tomater, gerne dem marineret i olie

    solsikkeolie

    en lille håndfuld pinjerkerner, ca. 50 g

    en lille håndfuld parmesan, ca. 50 g

    1 lille fed hvidløg

    en lille håndfuld bredbladet persille

    1-2 tsk honning

    salt

    Blend alle ingredienser, opbevar i et skoldet glas.

  • Nogen gange skal det bare gå hurtigt med aftensmaden, men det behøver ikke ende med pizza eller kebab. Man kan efterhånden få rigtig lækkert (dyrt) take-away, feks. Cofocos nye tiltag, www.roomservice.dk (leverer fra alle Cofocos restauranter, LeLe, Halifax, Løgismose osv.). Jeg har desværre ikke råd til det i længden, selvom jeg gerne ville få leveret mad derfra når jeg kommer sent hjem eller ikke lige kan overskue at lave mad (hvilket faktisk er sjældent). Tilbage til salaten: Den er nem at lave, består af ingredienser du for det meste har i dit køleskab og i dit skafferi. Jeg plejer altid at have dåser med kogte kikærter, som jeg kan bruge til mine salater, så de fylder og mætter lidt mere.

    Ingredienser, 1 stor portion

    1/4 hvidkål, snittet fint

    1/2 – 1 dåse kikærter

    1/3 agurk, halveret og fri for kerner

    en lille håndfuld græskarkerner eller solsikkefrø, mandler

    et lille drys olivenolie eller solsikkeolie

    en lille sjat hvidvinseddike eller æblecidereddike

    salt og friskkværnet peber

    Snit din hvidkål fint, skær agurken i skiver, dræn kikærterne og bland det med græskarkerner, olie og eddike. Smag til med salt og friskkværnet peber.

  • I øjeblikket bugner din grønthandler med friske ferskner enten fra Spanien eller Tyrkiet. Er du en af dem der ikke kan lade være med at købe de smukke frugter, men ikke ved hvad du skal stille op med dem når du kommer hjem? Her er en opskrift på hvordan du kan bruge dine ferskner i en lækker kage, uden at skulle ud at handle igen. Har du mulighed for at købe de flade hvide ferskner skal du prøve dem. Prøv at se om du kan finde nogle der er lidt modne, du får ikke meget ud af dem der er stenhårde.

    Oprindeligt er kagen en rabarber-kage, men jeg har brugt ferskner i stedet for, d kan bruge hvilken som helst frugt du har lyst til.

    1 stor kage,

    300 g rabarber

    100 g rørsukker

    Korn fra en vanillestang

    150 g smør

    150 g sukker

    1 æg

    175 g mel

    1 knivspids bagepulver

    Skær din frugt i både og bland dem med rørsukker og vanillekorn. Rør smørret med sukker og tilsæt ægget, bland mel og bagepulver og drys det i dejen under omrøring.

    Fordel dejen i et fad og derefter frugten. Har du noget saft tilbage fra frugten hæld det hen over frugten. Bag tærten i en forvarmet ovn ved 175 grader varm ovn i ca. 40 min. Til den er pænt jævnt lysebrun.

    Kagen kan spises lun, men den kan sagtens holde sig et par dage i køleskabet. Server sammen med creme fraiche eller flødeskum.

  • Er du til ginger ale, vil du med sikkerhed blive glad for denne drink. Den er lavet af vanille-vodka, ginger ale eller ginger beer og lime. Jeg foretrækker den ikke så sød, men ginger beer har den fordel at den med har en lidt mere intens smag af ingefær end ginger ale fra schweppes. Bliver du helt hooked på denne drink, kan jeg anbefale dig at købe en vanilla-vodka eller lav din egen: En vodka, har haft succes med Stolichnaya (udtales Stalichnaya, tak Kristine) og Absolut, 1-2 vanille-stænger. Det eneste du skal gøre er at putte din vanilje-stang ned i din vodka og vente 1-2 uger. Alternativt kan du gøre som mig, hvis du foretrækker en intens vanille-smag, 1 vanille-vodka og 1-2 vanillestænger. Lad den trække i en uge og brug nyd den.

    Skulle det være helt rigtigt skal man helst bruge en sirup, man har kogt ind sammen med en masse ingefær og spæde drinken op med danskvand eller sodawater, som det hedder på amerikansk. Betegnelsen fizz kommer af at drinksene bliver spædet op med sodavand, hvoraf de bliver fizzy, boblende/brusende, ergo navnet.

    2 cocktails

    1 ginger ale, ginger beer eller root beer

    2 lime skiver til pynt

    4 cl vanille-vodka, eller mere hvis du kan lide den stærk

    isterninger

    evt. 1 vanillestang flækket halvvejs til at pynte på glaskanten, hvis du er ekstravagant

    Fyld 2 high-ball drinksglas op med isterninger, tilsæt vodka, fyld op med ginger ale og pynt med lime og evt. vanillestang.

  • Er du glad for blomkål, men ikke aner hvad du skal lave andet end blomkålsgratin, så er denne salat måske noget for dig. Den fungerer rigtig godt om sommeren, hvor haven bugner af frisk dild og den syrlige friske smag af citron passer godt til alt grillet mad. Så er den oven i købet også sund.

    Jeg plejer at servere den som en del af flere salater til store middage eller som en enkel hverdagssalat sammen med en bøf. Det skader ikke at bøffen er blevet smurt ind i citronsmør.

    Ingredienser til 1 stor omgang salat, nok til 6-8 personer

    1 blomkålshoved

    1 iceberg

    1 stort bundt dild, gerne den fra grønthandleren der har mere smag i sig

    1-2 citroner, saften af dem, alt efter hvor syrlig du kan lide din salat

    2-4 spsk god kraftig olivenolie

    salt og evt, friskkværnet hvid peber

    Start med at plukke små buketter af din blomkål og anret i et stort fad eller skål. Pres saften af citronerne over blomkålen og fordel en god omgang olivenolie over og stil til side indtil der er middag, det kan være alt fra 10 min til 1 time. Når du skal servere salaten, vend den med din icebergsalat, der er brækket af i store stykker, den grofthakkede eller brækkede dild og salt og peber. Smag til med evt. mere citronsaft og olivenolie.