Sprøde fiske tacos

Lige pt er det her min datters yndlingsret, hvis hun fik det hver aften ville hun være lykkelig. Vi får det ikke hver aften, men ret ofte. En relativ ligetil og børnevenlig ret, der kan peppes op med krydret taco-krydderi, syltede rødløg og chilimayo til de voksne.

Du kan bytte rundt på grøntsagerne, alt efter hvad dine børn eller du foretrækker, men det her er en relativ nem måde at få nogle sprøde grøntsager i dem, som opvejer lidt for den dobbeltpanerede fisk.

Det her plejer at være vores fredag aften menu og til de voksne er der ginger-beer med lime og evt. et skvæt rom eller Malibu i et stort glas med masser af isterninger. Så er weekenden skudt igang.

Ingredienser, ca. 15 små tacos (Nok til 2 voksne og 2 børn + rester)
Preptid ca. 25 min. + stegning 15 min.

500 g fisk uden skind, gerne torsk eller anden fast hvid fisk
salt og lidt sukker
2 æg, sammenpiskede
2 dl hvedemel
2-3 dl pankorasp eller alm rasp
olie, smagsneutral
evt. lidt mexicansk krydderi eller taco-krydderi

fyld:
1/4 spidskål, fintsnittet
2 avocadoer, i små tern
1 mango, i små tern eller strimler
5-6 radiser, i tynde skiver
1 lime
koriander
evt. frisk chili, i tynde skiver

ekstra:
1 dl mayonnaise
1-2 tsk. chilisauce, fx. Sriracha, Cholula eller koreansk chilipasta2 pakker
1-2 dl creme fraiche
2 pk majstortilla, gerne dem her fra Netto

Rens fisken for ben, skær den i mindre aflange stykker. Drys med salt og lidt sukker. Læg til side og lad fisken trække i ca. 30 min.

Klargør alle grøntsagerne til fyldet. Rør mayonnaisen op med chilisauce/pasta.

Paner fisken ved at vende fiskestykkerne i mel, derefter æg og til sidst pankorasp/rasp. Steg fiskestykkerne i rigeligt olie ved middelhøj varme indtil de er gyldne og sprøde. Læg dem på et stykke køkkenrulle. Til de voksne kan du drysse med lidt mexicansk krydderi eller taco-krydderi.

Server straks ved at smøre lidt creme fraiche/chilimayo på en taco, derefter grøntsager, fisk, koriander og evt. frisk limesaft og chili.




Leave a Reply