Lun bulgursalat

Bulgur er et tyrkisk fænomen og var også i den grad et fænomen i mit barndomskøkken. Hver lørdag eller søndag stod den tit på kylling stegt med bulgur og smør, tit og ofte i selskab med mine bedsteforældre. Det er dog ikke den ret jeg har valgt at dele med jer i dag, men denne krydrede bulgursalat er ligeså lækker og ikke mindst nævneværdig i denne bulgursnak.

Er du i tvivl om hvad bulgur helt præcist er? Here it comes: Det er hvede. Det er hele hvedekerner der er dampet/kogt og derefter banket/hakket til mindre stykker. Det findes i 3 varianter: Grov, mellem og fint. Det grove bruges til at lave pilaf, det mellemgrove til supper og fyld af diverse grøntsager og det fine bruges feks. som fyldstof i tyrkiske frikadeller, vinbladsruller eller i kisir, som er en form for tyrkisk tabouleh.

Jeg vælger tit, når jeg skal lave lette salater af f.eks. bulgur eller ris, at koge kornene sammen med nogle få hele krydderier. I dette tilfælde er det kanel og stjerneanis. Du kan bruge også bruge allehånde og kardemomme, det er faktisk helt op til dig og hvad du har lyst til. Du kan endda vælge at lave det helt uden krydderier. Udover krydderierne, både for smagens og konsistensens skyld har jeg tilføjet lidt mandler (du kan erstatte det med pinjekerner, valnødder eller pistacienødder) og korinder (kan erstattes med rosiner eller tørrede abrikoser).

Salaten kan nydes solo, men er også godt sammen med krydrede frikadeller, lammekød eller oksekød.

Ingredienser, 4-6 portioner

2 dl bulgur

4 dl vand

evt. 1 terning hønsebouillon eller et par dråber flydende hønsefond

2 stk. kanelstang

2 stjerneanis

25 g korinder

50 g mandler

2-3 foråsløg

1 lille håndfuld bredbladet persille

Olivenolie, af god kvalitet

Sæt vandet sammen med bouillon eller fond over at koge. Tilsæt din bulgur, kanelstang, stjerneanis, korinder og mandler. Lad det simre ved lav varme under låg i ca. 10 -15 min, eller indtil at vandet er fordampet. Hak dine forårsløg og persille groft. Når din bulgur er kogt færdig, blander du det med dine grøntsager og smager den til med lidt olivenolie og evt. salt og friskkværnet peber.

Leave a Reply