

Når du bruger vanillestænger til desserter eller andet må du for guds skyld ikke smide de udskrabede stænger ud. De kan stadig bruges op til flere gange. Jeg plejer at gemme dem i et glas med sukker, og tager dem op i ny og næ når jeg skal koge grød, vanilleris e.lign. Selv efter de er blevet brugt i en grød har de stadig duft og karakter nok til at blive brugt i en hjemmelavet vanillesukker. Tør dem grundigt af og ned i glasset igen. Når der er ved at være en del i glasset kan du vælge at blende stængerne med sukkeret, så du får dit eget vanillesukker. Når du bruger dit eget vanillesukker, vil du med det samme kunne smage forskel da det er en helt anden oplevelse end den fra Dr. Oetker. Det er såre simpelt og tager ikke lang tid, til gengæld har du vanillesukker i lange baner. Val at mærke den bedste af sin slags.
