Söbiye

Måske du har set min instagram storys hvor jeg lavede baklava med min mor? Den dag lavede vi helt klassisk baklava, sådan som min mor har lært at lave det af min mormor. Det er fascinerende at min mor kan stå og rulle filodej selv. Det har jeg stadig til gode at lære.

I anledning af at det snart er bayram eller eid, så laver jeg lige en sneak-peak og giver jer en opskrift fra min nye kogebog til jer. Det er opskriften til söbiye, som er en form for baklava. Hvor baklava normalt er fyldt med enten valnødder eller pistacienødder, er de her fyldt med en creme af vanilje og semolina.

Desserten er relativt nemt at lave, og kan laves dagen før. Håber i også bliver ligeså glade for desserten, som jeg er.

Eid mubarak / bayraminiz mubarek olsun

Ingredienser, 6-8 personer

creme:
2 æg
2½ dl mælk
1 dl sukker
⅓ vaniljestang
1 dl fin semolina
et lille nip salt

baklava:
100 g pistacienødder 
470 g filodej/yufka
150 g smør

sirup:
5 dl vand
4 dl sukker

Pisk æggene sammen med mælk, sukker og kornene fra vaniljestangen. Tilsæt semolina, og kog cremen op i en lille gryde. Smag til med et nip salt. Det bliver en ret fast creme. 

Hak pistacienødderne fint. 

Fold filodejen ud, og skær den i firkanter på ca. 5 x 5 cm. Fordel 1 tsk. creme og 1 tsk. hakkede pistacienødder i hver firkant, og fold den ene side henover, så du har en trekant. Fordel kagerne på en bageplade. 

Smelt smørret i en lille gryde. Tag det af varmen, så snart det er smeltet, og stil det til afkøling. Når det er afkølet,
pensler du baklavaen med smørret. Undgå at bruge vallen (det hvide i bunden). Det brænder på under bagningen. Bag baklavaen ved 175 grader i ca. 30-35 minutter, eller indtil den er helt gylden og sprød. 

Mens baklavaen bager, koger du siruppen op. Lad den køle let af, så den har stuetemperatur. Hæld siruppen over den varme baklava, så snart den kommer ud af ovnen. Lad den trække i minimum 2 timer før servering. Den kan holde sig i en lufttæt beholder i køleskabet i ca. 4-5 dage. 

Leave a Reply