Halloumi med ezme

Det her er en af opskrifterne fra min nye kogebog, Meze, under afsnittet varme & lune meze.

Halloumi-osten er meget populær rundt omkring i den vestlige del af Tyrkiet og på Cypern. Det er en fast ost, der er egnet til at blive stegt og grillet. Her serveres den sammen med ezme, som er en spicy-sød tomatsalat, der også kan serveres alene. Servér denne meze-ret, mens osten stadig er rygende varm og blød.

Afiyet olsun / Velbekomme!

PS. Opskriften skulle have været postet for lang tid siden, men jeg er åbenbart komplet uduelig til de sociale medier, så kom til at skrive at opskriften var på bloggen, selvom den ikke var. Håber i bærer over med mig!

Ingredienser
150 g cherrytomater
1 lille rødløg
5 g persille
5 g mynte
4 spsk. olivenolie
2 spsk. granatæblesirup
½ tsk. sukker
salt og friskkværnet peber
1 tsk. pulbiber/chiliflager
450 g halloumi
2 spsk. olivenolie

Skær tomater og rødløg i små tern. Hak persille og mynte fint. Vend det med olivenolie og granatæblesirup, og smag til med sukker, salt, peber og pulbiber.

Lad gerne tomatsalaten trække i ca. 30 minutter i køleskabet. 

Skær osten i skiver, og steg dem gyldne på en varm pande ved middelhøj varme i lidt olivenolie. 

Servér osten varm med den kølige og spicy tomatsalat til. 

Leave a Reply