Igår var det første gang jeg var ude siden i mandags. Jeg har været en tur i influenza-land og er kommet retur helskindet, sådan da. Jeg hoster stadig som om jeg har røget 40 røde Cecil igennem en livstid, men bortset fra det er jeg kommet mig. Det var fedt kunne komme ud og få lidt frisk luft. Ikke mindst at få lidt menneskelig kontakt, udover the Boyfriend, som var ved at blive lettere irriteret over min klynken og hosten.
Hvis der er nogen der har undret sig over hvorfor der ikke er kommet noget på bloggen i så lang tid, så er influenza forklaringen. I fredags eller var det i trosdags (?) da jeg kunne stå lidt på benene lavede jeg en nem og hurtig suppe til mig selv. Jeg fik medlidenhed med mig selv og følte at jeg både psykisk og fysisk havde brug for noget mor-mad. Min mors krydrede linsesuppe med masser af spidskommen, chili, linser og mynte er en rigtig hjertevarmer.
Jeg kan varmt anbefale suppen, den lindrer din krop og sjæl.
Grøn linsesuppe. 4-5 portioner
1 løg, hakket fint
1 dl lepuy eller grønne linser
1 dl gule linser, gule ærter eller røde linser
1 dl risoni pasta eller anden for suppepasta
2 hele fed hvidløg
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt chilipulver
1 tsk gurkemeje
2 tsk tørret mynte
en lille håndfuld frisk bredbladet persille
2 friske tomater, flået og skåret i tern*
1/2 kyllingebryst eller andet stykke lille stykke kød, f.eks hakket oksekød
1,5 liter bouillon eller vand + terning
evt. creme fraiche eller drænet yoghurt ved servering
Start med svitse dine løg i en gryde. Når de er ved at være gennemsigtige tilsætter du spidskommen, gurkemeje og chili. Lad det lige stege ved i et minuts tid. Tilsæt kødet. Hvis du bruger kyllingebryst, hak det så fint du kan. Lad det stege ved til det er gennemstegt. Tilsæt din væske og bagefter dine linser og ærter. Tilsæt den tørrede mynte og lad det koge i ca. 10-15 min. Herefter kan du tilsætte din pasta og lade den koge ved i ca 5 min eller indtil den er kogt. Et par minutter før servering tilsætter du den friske bredbladede persille, hakket groft og den tomattern, smag til om suppen mangler salt og peber. Du kan servere suppen sammen med en klat creme fraiche og noget sprødt brød til.
* Snit dine tomater med et kryds i bunden og stil dem i en lille skål. og dæk dem med kogende vand. efter et par minutter kan du pille skrældet af dem.
One thought on “Krydret tyrkisk linsesuppe”