
Må ærligt indrømme at jeg har set for meget Spise med Price (fandt ud af at man kunne downloade det som video-podcast under min ferie), så meget at jeg på et tidspunkt drømte om deres citron-pasta. Nu er det så ikke noget ud over det normale at jeg drømmer om mad, men jeg blev jo nødt til at lave deres citron-pasta. Og ganske vist, det er blevet en af mine favoritter.
Jeg vil gerne lige bemærke over for den opmærksomme læser at jeg selfølgelig har ændret lidt på deres opskrift. Selvom jeg er (meget) glad for citron og syre i min mad, syntes jeg dog det bliver lovlig meget syre med næsten 2 dl citronsaft, skrællen af 1 hel citron og 2,5 dl citron-olie! Sorry boys, det blev for meget for mig. Personligt syntes jeg at man skal være lidt varsom med citron-olien, da den godt kan blive lidt syntetisk i det. Vil hellere anbefale at man bare river lidt citron-skræl i ens olivenolie. Endnu bedre: har fundet ud af at det er supergodt med lidt hvidløgs- eller karljohan-olivenolie. Hvidløgsolien bløder lidt op på den skarpe hvidløgssmag, hvis man ikke er helt til den friske version.

Vil også gerne knytte en kommentar til hvorfor jeg ikke har brugt frisk pasta, selvom Price-drengene siger at man altid skal bruge frisk pasta til denne ret. Altså jeg kan godt lide at min pasta er lidt al-dente og har bid. Syntes også at det tit kan blive lidt for blødt, det friske pasta man kan købe i butikkerne. Jeg har den grundregel at hvis jeg laver en pastaret hvor der er sovs til, som pastaen gerne må absorbere, bruger jeg tørret pasta. Er det en pasta-ret hvor pastaen ikke skal suge væske fra saucen bruger jeg enten frisk eller pasta med æg (dem fra Barilla er rigtig gode). F.eks. er frisk pasta (især hjemmelavet pasta) rigtig godt til pasta pesto eller andre saucer der er olie-baserede, så at sige. Så vidt som jeg ved er tørret pasta med æg lavet af tipo 00 hvedemel, dvs. en meget fin og blød mel-sort, som er med til at give pastaen dens hurtige kogetid og lidt blødere bid end den traditionelt tørrede pasta, som kun er lavet hårdt durum-mel og vand.
Det er en jungle af pasta-varianter derude, så det er bare om at prøve dig frem og finde ud af hvad du selv er til.
Ingredienser, 2-3 portioner
ca. 200 – 250 g pasta, efter ønske
1/2 citron, skrællen af
1/4 citron, saften af
ca. 100 g parmesan, revet fint
evt. 1/2 fed hvidløg revet fint
evt. frisk basilikum hakket groft
olivenolie og variant efter ønske og behov
salt og friskkværnet peber
Kog din pasta så den er al-dente, eller sådan som du godt kan lide den. Bland imens alle ingredienserne til saucen sammen en skål, vent med salt og peber. Bland det med den afdryppede og varme pasta i gryden og server straks. Husk salt og peber.