Bog-anmeldelse: Miss Dahls Voluptious Delights

miss dahl_01

miss dahl_02

miss dahl_03

Igen en af mine impulskøb fra Amazon.co.uk. Jeg er af den type der faktisk ikke rigtig læser kogebøger, men skimter dem overfladisk og lader mig blive betaget af billederne og opskrifterne. Denne gang var en undtagelse. Jeg læste bogen igennem. Hele bogen. Sophie Dahl skriver let og charmerende. så det var ikke specielt svært eller kedeligt at læse om hendes opvækst med en hippie-familie og hendes eskapader som oversize-model i en size-0 model-verden. Talentet for at skrive kommer nok heller ikke fra fremmede, men har sikkert ligget latent i hendes gener, eftersom hendes bedstefar er Roald Dahl forfatteren til Charlie and the Chocolate-factory. Troede faktisk at bogen ville være en jeg-er-en-pensioneret-model-som-skal-have-et-nyt-projekt-at-kaste-mig-over, men blev positivt overrasket over hendes madglæde og grådighed, hvordan hun forbinder smage, dufte og retter med specifikke steder og personer (ligesom jeg gør), og følte et kort sekund at jeg havde fundet en sjæleven indenfor madlavning – og spisning, indtil jeg så hendes portræt.  Kort fortalt handler hendes kogebog om hvordan man kan spise alt det som man gerne vil spise, og samtidig holde sin vægt (hun har tabt sig meget siden hendes model-dage), men at det hele handler om tilgangsvinklen til det at spise sundt og varieret. Jeg er fan af at læse bøger i deres oprindelig sprog, altså engelske bøger, men bogen er oversat til dansk til dem der foretrækker det på dansk og ikke har tålmodighed til at vente 1 uge på at det kommer med posten fra England.