
Oprindeligt er salaten en italiensk brødsalat der bliver lavet ud af daggammelt brød (eller ældre), sammen med nogle af de grøntsager som man har ved hånden om sommeren. Salaten er så god at jeg faktisk kan finde på at købe ind til den, kun for at lave den. Hvilket jo er lidt i modstrid med salatens ånd. Den har en god mængde af det seje italienske surdejsbrød i sig som får et modspil af de bløde, saftige tomater og friske basilikum. En lækker salat, uanset budget, passer den perfekt til fattigmands-onsdag og til luksus-lørdag.
Det er lige ved at være op over med tomat-sæson, men du kan sagtens finde velsmagende tomater i butikkerne stadig. Vælg dem der har mest duft, evt. bland forskellige slags, gule, røde, cherry, blomme etc. Jeg plejer at servere salaten sammen med en god bøf (rib-eye på billedet), du kan også servere den sammen med kylling eller fisk.

Ingredienser, 4-6 personer
ca. 600 g blandede tomater af god kvalitet, helst økologisk
ca. 1/2 brød, f.eks. Bo Bechs surdejsbrød eller øko brød fra lagkagehuset
2-3 skalotteløg, snittet fint
1 stor håndfuld basilikum
5-8 ansjoser, alt efter hvor vild du er med dem
ca. 1/2 dl olivenolie
1-2 spsk rødvinseddike
salt og friskkværnet peber
evt. sukker
Start med at rive dit brød ud i mindre stykker ned i din salatskål, Du kan evt. fjerne skorpen (du kan bruge det til rasp) og kun bruge det “bløde”. Snit dine tomater groft og bland dem sammen med tomaterne. Tilsæt de fint snittede løg og de groft hakkede ansjoser, sammen med olivenolie og rødvinseddike. Har du trukket en nitte med tomaterne og de ikke har særlig meget smag eller er sure, kan du smage til med et par tsk sukker. Lad det stå og trække i 15-20 min. Vend basilikum i inden servering og server.
Uhm, det er bare lige noget for mig 🙂