
Tærten er en mine favoritsysler i køkkenet. Jeg laver dem året rundt og med alle mulige frugter og bær. Den er nem at lave og man kan selv bestemme fyldet, yay! Den er så nem at lave at det er næsten umuligt at gå galt i byen med denne tærte. Du kan vælge at lave den som jeg har gjort det med bund og låg af mørdej og lidt crumble til at pynte med. Du kan også vælge at lave den helt nemme udgave, hvor du kun laver en crumble (en smuldre-dej). Du kan vælge at bruge de frugter du har lyst til feks æbler, blommer, pærer, kirsebær, rabarber og alle mulige bær. Du kan også vælge at bruge en smuldre en smule marcipan ned til frugten, det bliver den kun bedre af (og lidt tungere).




Ingredienser
500 g hvedemel
300 g sukker
250 g smør
2 æg
4 æbler
4 blommer
2 spsk flormelis
2 tsk vanillesukker
1 sammenpisket æg
Skræl æblerne og skær dem i tynde skiver. Blommerne udstenes og skæres i i skiver. Bland frugten, vanillesukker og flormelis i en skål og sæt til side. Skær smørret ud i små tern og bland det med melet og sukkeret. Det tager lige sin tid at smuldre dejen, men vær tålmodig. Når smørret er smuldret ud i mel/sukker-blandingen, tager du ca. 300 g til side. Bland de 2 æg i resten af smuldredejen og saml den hurtigt. Lad dejen slappe af i køleskabet i ca. 1 time.
Tag dejen ud og del i den 2 lige store portioner. Rul den ene portion ud og fordel over en smurt tærteform. Lad siderne folde ud og kanten. Fordel frugten over bunden og smør kanterne af dejen med det sammenpiskede æg. Rul den anden portion dej ud. Fordel dejen udover frugten og pres let. Fold kanterne ind over tærten og pres let så dejen bliver samlet. Pensel tærten med sammenpisket æg og fordel den smuldredej du havde sat til side tidligere, generøst over kagen. Du kan evt. drysse rørsukker over tærten. Skær et kryds i midten af kagen, så der kan komme damp ud. Bag kagen ved 180 grader i ca. 40 min.