
Ramadanen, den muslimske faste er skudt i gang i denne måned. For at fejre dette (selvom jeg er lidt bagud, da det er næsten er 2 uger siden den startede), deler jeg nogle af mine yndlings opskrifter fra det tyrkiske køkken, både nye opskrifter og opskrifter fra min kogebog, som fortjener lidt ekstra opmærksomhed.
Selvom jeg ikke faster, er det en måned, hvor den muslimske del af verden går i selvsving over at skulle overgå sig selv med de mest lækre retter, hvilket er hyggeligt og meget inspirerende. Personligt er der en opskrift som jeg har tænkt mig at kaste mig ud i, skal lige tage mig tilløb til det, da det er en lidt tidskrævendeopskrift: Palæstinensiske pandekager med fyld af nødder eller en creme parfumeret med rosenvand (jeg elsker rosenvand!) og med masser af lækker sirup. Det lyder helt vildt lækkert!
Under ramadanen er der mange der inviterer til middag når fasten skal brydes, hvor det er en hyggelig og social sammenkomst. Oftest er det flere retter der bliver budt på, både kolde og varme. Denne dip kunne være et af dem, der bliver serveret som en del af et koldt appetizer/meze menu.
Om du faster eller ej, er dette en virkelig lækker og et godt bud på et alternativ til hummus eller cacik (tzatziki på græsk, kært barn mange navne). Haydari er en søster til cacik. Hvor hovedingrediensen er agurk og yoghurt i cacik, er dette en mere solid og cremet variant lavet på drænet yoghurt, mynte og feta. Jeg har tilføjet pistacienødder i min opskrift for at give det lidt bid og fremhæve den fine, grønne farve fra mynten.
Den smager dejligt sammen med lam, grillede grøntsager eller som sandwich-spread. Eller server den helt enkelt sammen med lækkert brød og sprøde grøntsager som en appetizer eller forret.
Lav gerne opskriften i forvejen, den holder sig godt i køleskabet i op til 4 dage i en lukket beholder, men den kan sagtens serveres med det samme.
Du kan sagtens skifte mynten ud med andre friske krydderurter.
Ingredienser, 4-8 portioner
Preptid ca. 25 min.
100 g yoghurt
150 g feta
150 g pistacienødder, usaltede
6 kviste mynte, bladene af
1 dl olivenolie
2 tsk. ahornsirup
½ tsk. sort peber
salt
ekstra:
olivenolie
frisk mynte
pistacienødder
chiliflager
Blend alle ingredienser.
Dyp nogle få dråber olivenolie over, og drys finthakket mynte, pistacienødder og chiliflager over dippen lige før servering.