Løgsuppe

Da det gik op for mig at jeg havde en rigtig fin og alsidig løg-samling i min grøntsagsskuffe, vidste jeg at det var tid til at lave løgsuppe. Jeg har i en periode haft en frygt for at lave suppen. Ikke fordi jeg ikke troede, at jeg kunne magte opgaven, men mere fordi jeg var bange for at jeg ikke ville kunne lide suppen. jeg erindrer  at jeg er blevet serveret løgsuppe i min barndom, oplevelsen er desværre ikke blevet arkiveret under gode madoplevelser. Det skal siges at det er meget få ting jeg ikke bryder mig om, og jeg hader selv når folk bruger frasen jeg bryder mig ikke om. Jeg har simpelthen undgået at lave suppen, så jeg ikke blev en af dem. Suppen er en lille kraftkarl, den er dog stadig en løgsuppe og for at give den lidt substans, er en gratineret ostemad et fantastisk supplement til suppen.

Efter en del læsning og eksperimentering i køkkenet følte jeg at jeg var blevet moden nok til at kunne servere løgsuppe for mig selv. Resultatet var: Positivt. Jeg erindrer at den suppe jeg var blevet serveret ikke smagte af noget og mest af alt af bløde løgstykker i en tynd og intetsigende suppe. Det værste man kan servere for et barn.  Min suppe var fyldig, kraftig, sød og salt på samme tid.

Jeg har læst at tricket bag en løgsuppe er at man skal give sig tid til at karamelisere løgene i gryden. Det er derfor en stor hjælp, hvis du har en støbejernsgryde eller en anden slags gryde der er tykbundet. Du skal væbne dig med tålmodighed når du steger dine løg, da hele smagen ligger i processen.

Oprindeligt er denne suppe fransk, men jeg har nu mere lavet min egen version af den. Jeg har brugt både zitauer-løg (almindelig gule løg), skalotteløg og thailandske skalotteløg. Sammen med lidt hvidløg, en god bouillon (enten kylling eller grøntsag) og et drys friske krydderurter. Det var næsten som at være i Provence.

Ingredienser, 2-3 portioner

2 store løg og ca. 10 assorterede skalotteløg

2 fed hvidløg

1,5 l  bouillon, kylling / løg / grøntsag

krydderurt af en art, jeg har brugt bredbladet persille, men du kan også bruge enten frisk eller tørret timian/basilikum

olivenolie

salt og peber efter behag

Tilbehør: Ostegratineret brød

Snit dine løg i halve skiver. Brun dine løg med lidt olivenolie på en tykbundet gryde ved meget svag varme i ca. 20 min. Bliv ved indtil dine løg er blevet helt bløde. Tilsæt hakket hvidløg, dine krydderurter og bouillon. Kog op og lad det simre i 5-7 min. Lav imens dine ostegratinerede brød. Server rygende varm.

2 thoughts on “Løgsuppe”

  1. Klidmoster says:

    Uhm, meget lækker suppe. Den originale bliver lavet på oksefond og det er altså alt for kraftigt for mig. Jeg tror også jeg vil forsøge mig igen, denne dang med en lettere fond. Tak for inspiration 🙂

  2. Ej, hvor ser det lækkert ud! Jeg har kun en gang fået løgsuppe – og det i New York – det var en virkelig skøn spise 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

Leave a Reply