

Er du fan af after-dinner coctails og er rigtig glad for mint og cacao, så skal du gøre dig selv en tjeneste og servere denne drinks for dig selv. Prøvede den for første gang på en ferie til Thailand, hvor det at få en after-dinner cocktail blev en vane, som jeg desværre tog med hjem. Desværre fordi taljen ikke helt kan holde til de flødemættede drinks, men jubii for følelsen af lidt luksus og ekstravagance i hverdagen efter en omgang rugbrødsmadder til aftensmad. I et kort øjeblik kan jeg drømme mig væk til Thailand, til de varme nætter hvor man ikke skal bekymre sig om opvasken, eller drømme om at jeg er i en anden tidsalder (er begyndt at se Mad Men, som handler om reklameburealivet i de glade og meget velpåklædte 1960’ere i New York, hvor den højeste mode er at have pastelfarvede kjoler fra Christian Dior, altid opsat hår og ingen skinnende næse). Jeg kan ikke love at denne cocktail har den samme effekt på dig, men hvis du er træt af Baileys eller White Russians, så vil jeg anbefale at du prøver denne cocktail. Den er desværre gået hen og blevet min yndlings-cocktail.
PS. tror at det spøjse navn kommer af farven på cocktailen…
1 cocktail
2 cl Creme de menthe
2 cl Creme de cacao white
8 cl fløde
Isterninger
Shake det hele i en cocktailshaker, og server i martiniglas.
PPS. Likørerne til denne drink kan fås hos Skjold Burne eller i Magasins Vinafdeling og er af mærket Bols.