Søndagskage: Citronmåne

Forleden da jeg kom forbi Emmeys så jeg at de var begyndt at sælge citron-måner. Ren nostalgi og dog slet ikke, for det ligner slet ikke dem fra Karen Wolff, der nærmest er giftige i både indhold og udseende.

Jeg tog udfordringen op og tænkte hvor svært kan det være at lave en citron-måne selv? Brugte en opskrift fra Spise med Price, hvor man bruger en helt almindelig “pund-til-pund”-opskrift smagt til med citronskræl og glasur af citronsaft. Jeg lavede en dobbelt-portion, det er der dog ingen grund til at gøre, medmindre du har en springform der er større end den gængse 24 cm dia.

Min kage blev meget stor, det var en fuldmåne med et ordentlig krater i midten. Så jeg har justeret opskriften til at den at den bliver en almindelig størrelse kage. Jeg vil dog lige nævne at den eneste kritik jeg fik for min kage, var at der var lidt for meget kage i forhold til glasuren.

Ingredienser

250 g smør

250 g sukker

250 g hvedemel

4 æg

1 tsk bagepulver

2 tsk vanillesukker eller korn af 1/2 vanillestang

2 citroner, skrællen af

Glasur:

2 citroner, saft af

ca. 400 g flormelis eller så meget som det kræver

Rør sukker, smør og vanillesukker luftigt og hvidt. Pisk æggene i et ad gangen. Sigt mel og bagepulver og rør i sammen med citronskrællen. Bag kagen i en smurt springform i en 160 grader varm ovn i ca. 40 min. Når kagen er bagt og kølet af kan du fordele glasuren over kagen og servere den. Smager fantastisk sammen med en kop kaffe earl grey.

3 thoughts on “Søndagskage: Citronmåne”

  1. Ser noget mere lækker ud end de traditionelle købecitronmåner. Sådan en vil jeg prøve at lave. Tak for tippet 🙂

    Weekendhilsen

    Per
    http://københavnsrestauranter.dk/

  2. Man skal nok skynde sig, såfremt man vil have en citronmåne hos Emmery, for er der ikke noget om, at kæden er gået i betalingsstandsning ?

    Mikkel
    http://italienskrestaurantkøbenhavn.dk/

    1. Rukiye says:

      Jo det er rigtigt at de var gået inbetalingsstandsning, men har så også hørt at de har fået nye investorer, så jeg håber på det bedste.

Leave a Reply to Københavns restauranter Cancel reply