Tun med japanske ris

Det hører desværre til sjældenhederne at jeg får fingrene i en tunbøf. Det er også en af grundene til at jeg pr. automatik har tilberedt den lækre tunbøf på japanske manér. Nu er jeg ikke fuldstændig erfaren i det japanske køkken, andet end at jeg vagt kan huske en aften med hjemmelavet sushi, som ikke helt levede op til mine forventninger, med andre ord en stor skuffelse. Det er nok derfor at jeg her kalder det japansk inspireret, der er sikkert 100 regler og opskrifter som jeg bryder med min måde at lave mine japanske ris og steger tun-bøffen på. Det vigtigste er at man prøver, har det sjovt og smager sig frem til et resultat som smager en. Det er den eneste måde hvorpå man lærer af sine erfaringer (fejl). Når du har grundingredienserne til det japanske køkken, er det blot at gå igang med at eksperimentere. Held og lykke.

Ingredienser, 2 personer

300 g tun

salt og friskkværnet peber

kogte ris, enten basmati eller grødris

1/2 broccoli

1 lille bundt forårsløg

evt. citronsaft

Dressing til risene:

2 spsk sesamfrø, hvis du har kan du bruge både sorte og hvide

1 spsk mirin

2 spsk risvinseddike

1 tsk sesamolie

Chili-dressing:

1/2 dl Japansk soya, den er en lidt mindre salt end den almindelige

1 tsk mirin

2 tsk risvinseddike

1 tsk honning

1 tsk sesamolie

1 lille rød chili finthakket

Start med at koge risene. Når de er kølet lidt af smag dem til med dressingen til risene. Bland ingredienserne til chili-dressing sammen og stil til side. Kog broccoli i et par minutter, læg i isbad og dræn. Krydr tun-bøffen med salt og peber, steg den kort på hver side på en glohed grillpande eller stegepande, ca. 2-4 min alt efter tykkelse. Anret dine ris med broccoli, finthakket forårsløg og tun skåret i skiver. Hæld chilidressing over, og smag til evt. med frisk citronsaft.

Leave a Reply