Peberfrugt bruschetta

Er tiden knap og det eneste du har er nogle rester af en peberfrugt og lidt gammelt brød, er dette en bruschetta du skal prøve. Du tænker: peberfrugt på en bruschetta, er det ikke lidt kedeligt? Øh nej. Nogle af de retter der smager bedst er dem der er såre simple. Denne er ikke en undtagelse. Jeg blev introduceret for denne lille vidunderlige lille snack på L’ALtro en lille italiensk restaurant på Torvegade, Chr.Havn i København. Restauranten er søster-restaurant til Era Ora, så deres principper er de samme, gode råvarer der smager fantastisk. Denne ret er et godt eksempel på deres kogekunst.

Peberfrugt bruschetta, 4 stk

1 gul peberfrugt (jeg syntes den har den perfekte balance mellem sødme og syrlighed

1 fed hvidløg

Olivenolie

4 skiver daggammelt brød af god kvalitet, feks. øko-kernebrød fra Lagkagehuset (det er det jeg har brugt)

salt og friskkværnet peber

Rist dit brød og gnid dem med hvidløget. Skær peberfrugten i små tern og rist dem på en pande med en lille smule olivenolie. De skal kun have et par minutter ved hård varme. Fordel dem på brødet, evt. lidt ekstra olivenolie (god kvalitet) og krydr med salt og friskkværnet peber.