Cookies med hvid chokolade og hasselnød

Er du til hjemmebagte amerikanske cookies, men har en teori om at det er besværligt at bage dem selv? Well, så skal du prøve denne her opskrift. Du skal faktisk bare blande ingredienserne sammen, rulle dejen til 2 pølser og smide dem i fryseren eller i køleskabet. Tag dejen ud, når du har lyst og tid til at bage dem. Nemmere kan det ikke gøres.

Med denne opskrift får du nogle bastante, lidt chewy cookies (ligesom jeg godt kan lide dem) der smager fantstisk til eftermiddagskaffen eller teen. Opskriften kan faktisk varieres i uendelighed, er du til mørk chokolade og valnødder er du velkommen.

Ingredienser, ca. 24 stk.

250 g smør, stuetemperatur

100 g sukker

200 g farin

2 æg

1/2 tsk vanilleessens

400 g mel

1/2 tsk salt

1/2 tsk bagepulver

100 g hvid chokolade, hakket

100 g hasselnødder (eller en andre nødder f.eks pecan-nødder) hakket

Pisk sukker og smør til det er hvidt og luftigt. Tilsæt æggene i en ad gangen. Tilsæt vanillen. Miks mel, bagepulver og salt sammen med æggeblandingen til du har ensartet kagedej. Tilsæt nødder og chokolade til sidst og form dejen til 2 kugler. Rul dem til en pølse der er 10 cm lang og 3 cm i diameter. Dæk dem til i film og sæt dem i køleskabet eller fryseren i et par timer. Forvarm ovnen til 170 grader. Tag din kagedej ud af fryseren og  skær 2-3 cm tykke skiver. Læg dem på en bageplade med bagepapir og sørg for at der er godt med plads mellem kagerne. Bag dem i den forvarmede ovn i 10 min indtil de er let gyldne. Opbevar dem i en lufttæt beholder og spis dem indenfor et par dage.