Pasta med aubergine – Sicily version

Er stor fan af aubergine, specielt sammen med olivenolie. På min Sicilien-tur sidste år var det en af de retter som jeg fik på en simpel restaurant. Ingredienserne og sammensætningen er der faktisk ikke noget revolutionerende ved, men det der vakte min begejstring var at auberginen blev serveret ovenpå pastaen. Normalt har man det problem at når man tilbereder auberginer bliver de enten for al dente eller også bliver de simpelthen en med retten. Men her var den perfekt tilberedt med (rigelige mængder af) olivenolie og pastaen var tilberedt med en simpel men kraftig tomatsauce. Mums.

Dette er så min version af det. Jeg har så til gengæld brugt cherrytomater til sovsen, men auberginen er stadig stegt i olivenolie lige indtil den næsten får for meget. Den næsten karamelliserede aubergine sammen med den syrlige og frisk tomatsovs er lige til at man kan drømme sig væk til en fortovsrestaurant i Italien. Er klart anbefalelsesværdigt.

Ingredienser, 2 personer

1 aubergine

ca. 200 g cherrytomater eller marzano tomater (lidt over en halv bakke)

2 små skalotteløg eller 1 alm.løg

2 fede hvidløg

1 håndfuld basilikum

1 lille håndfuld parmesan (eller alt efter hvor meget du har lyst til)

ca. 200 g spaghettini (du kan også bruge spaghetti eller linguine)

olivenolie

salt, sukker og friskkværnet peber

Sæt vandet til pastaen over til at koge. Skær auberginen på langs i ca 5 mm tykke skiver. Salt skiverne og steg dem i olivenolie til de er gyldne og sprøde. Sæt dem til side og gå igang med saucen. Vandet burde koge nu og det passer med at pastaen skal i vandet, husk at salte vandet rigeligt. Hak løg og hvidløg og svits dem på en pande ved mellemvarme i noget olivenolie til de er gennemsigtige og tilsæt cherrytomaterne.Hvis cherrytomaterne ikke selv brister, hjælp dem lidt på vej med en grydeske eller en lille kniv ved at prikke til dem. Smag sovsen til med salt, sukker og friskkværnet peber, tag forbehold for at der skal parmesan i sovsen, da den også er salt. Når tomaterne har trukket væsken kan du tilsætte noget af pastavandet for at skabe en sovs. Lad den koge lidt ind og tilsæt pastaen (den burde være al dente på dette tidspunkt) og basilikum i sovsen. Lad det hele stege i 1-2 minutter, fjern fra varmen og tilsæt parmesan. Anret på tallerkner og fordel 1-2 skiver stegt aubergine ovenpå.

Leave a Reply