Kastanje- og Kartoffelsuppe + Nytårs Menu 2010

Nu nærmer den store aften sig og jeg kan mærke hvordan stresset sniger sig stille og roligt ind på mig. Jeg har ikke kunnet bestemme mig for hvad jeg skal lave til nytårsaften.

Jeg lavede denne suppe i går aftes, den er robust, cremet aromatisk og en luksus-udgave af den velkendte kartoffelsuppe. Det er en opskrift fra Kille Ennas bog, Krydderier, der er helt fantastisk, har du den ikke endnu, skal du gå ned og købe den nu. Den er fantastisk på den måde at det er en letfordøjelig oplsagsbog over krydderier. Den gennemgår næsten alt og fortæller dig nyttige info om krydderier. Vidste du f.eks at vanillen er i familie med orkideén?

I denne bog er der også nogle enkelte opskrifter på diverse retter, hvor Kille Enna har leget lidt med krydderierne. Bland andet i denne her opskrift, hvor hun blander søde kastanjer med kartofler og en krydderiblanding af kanel, muskatnød og peber. Jeg var lidt skeptisk da jeg gik igang med at lave den, men jeg må sige at suppen har overrasket mig meget positivt. Selvom den er helt igennem vegetarisk, er den fyldig og krydret nok til f.eks at erstatte en hummerbisque til nytårsaften. Alene vil jeg sige at suppen nok er lidt vel tung og robust, den har brug for modspil fra noget der er salt og bittert. Jeg toppede suppen op med lidt stegte svampe i smør sammen med lidt hakket hvidløg og bredbladet persille. Et stykke med sprødristet rosmarin-focaccia til vil gøre underværker for suppen.

Foreløbig tror jeg min nytårsmenu ser således ud:

Østers fra Løgismose

Gratinerede kammuslinger med krydret topping

Kalvemørbrad med rosmaringratinerede kartofler, sauterede svampe og skysovs

Citron-fromage med safran, violer og hvid chokolade

Kransekage

Kastanje- og kartoffelsuppe, ca. 8 små og 4 store portioner

olie til stegning

200 g løg skåret i tern

1 sri lanka kanelstang

1/2 tsk revet muskatnød

3 friske laurbærblade

250 g persillerødder, renset og skåret i store stykker

300 g kartofler, renset og skåret i store stykker

100 g friske kastanjer uden skal, bagt/kogt og pillet

ca. 1,5 liter vand

salt og friskkværnet hvid peber

ca. 300 g friske svampe, feks kejserhatte, skåret i skiver

1 fed hvidløg, hakket fint

en håndfuld bredbladet persille, hakket fint

25 g smør

Salt

Start med at ordne dine kastanjer ved at snitte et kryds ved tuden med en skarp kniv. Kog dem i 5 min. og bag dem derefter i en 200 grader varm ovn i ca. 15 min. Når de er kølet lidt af kan du pille skindet af dem. Varm en tykbundet gryde op med olie, tilsæt dine løg og krydderier, salt og peber. Lad det stå og sautere i ca. 10-15 min under svag varme til dine løg er karameliseret. Tilsæt dine kartofler, kastanjer, persillerødder og vandet og lad det koge ved svag varme til dine grøntsager er blevet møre. Blend din suppe så den er silkeblød, tilsæt evt. mere væske hvis den er for tyk. Inden servering, sauter dine svampe i smørret, når de har smidt deres væske kan du tilsætte hvidløg og persille. Smag til med salt. Lad det stege i lidt til hvidløget er blevet lidt blødt og server ovenpå din suppe.

Leave a Reply