Grape & Rosen margarita

Citron og rosenvand er en kendt smagskombination, men ved at anvende grape (og lidt lime) giver det rosenvandet en dejlig bitter og syrligt modspil.

Netop pga. den bitre eftersmag fra grape, er denne drik velegnet som en mocktail (cocktail uden alkohol). Har du evt. mixer uden alkohol, kan du sagtens erstatte tequila med det. Men du skal evt. justere på mængden af mixer alt efter hvilket mærke du bruger. Skipper du mixers, kan du spæde drinken op med lidt danskvand. Alt efter smag.

Den sukkerrimmede kant med sumak, giver det hele lidt et festligt indslag, men igen det er op til dig. Drinken bliver ikke mindre god af at du skipper det.

Prøv evt. at servere den til tacos, fx. denne version med sprød fisk, som er børnenes favorit. Vil klart anbefale dig at prøve denne cocktail næste gang du skal have noget lækkert, med eller uden alkohol.

Ingredienser, 1 stor drink
Preptid ca. 15 min.

1 grapefrugt, saften af
1 lime, saften af
4 cl rosenvand
2 cl tequila
2-3 dråber angustura bitter eller triple sec
agavesirup, efter smag
isterninger
evt. ekstra lime til pynt

sukker+sumak rimmet kant:
1 tsk. sumak
2 tsk. rørsukker

Bland sukker og sumak sammen i en skål, hvor dit glas kan være i omkreds. Dyp glasset i enten vand eller grape/lime-saft og derefter i din sumak- og sukkerblanding. Stil til side.

Ryst alle dine ingredienser til din drink i en shaker med isterninger, hæld i glas, pynt med ekstra lime og nyd iskold.

Leave a Reply