Champagne Cocktail

Dette er en af de klassiske drinks, som nok også er en af de helt gamle drinks. Der er i virkeligheden ikke noget prangende over cocktailen, udover selvfølgelig champagnen, men ikke desto mindre er den et kønt syn med alle boblerne i de flotte champagne-glas.

Traditionen er i min vennekreds at vi starter med enten et glas boblevand, den gode vel at mærke, mens vi lytter til dronningens tale kl 18.00. Men har du tænkt dig at servere østers eller andet skaldyr som en let forret, kunne det måske tænkes at man starter med en letbenet champagne som man bruger på denne cocktail og gemmer den ekstravagante og dyre champagne til forretten?

Så kan de der ikke drikker champagne, yes de findes, måske også nyde godt af nogle bobler mens man lytter til de vise, dog lettere intetsigende ord fra vores matriark?

Champagne Cocktail, 1 portion

1 rørsukker sukkerknald

Angustura bitters

Evt. Røde cocktail-bær med stilk

Iskold Champagne, Cava eller Asti (alt efter temperament og ekstravagance)

Start med at væde din sukkerknald med angustura bitter, ved at lægge et stykke køkkenrulle over dit champagneglas, stil din sukkerknald ovenpå og stænk den med angustura bitters. Lad den falde ned i bunden af glasset og top med champagnen. Du kan evt lægge et cocktail-bær med ned i bunden. Server straks.

Fredags-drink: Marokkansk myntete

Sidste uge købte jeg et par vanter. I denne uge en vinterjakke. Det kan kun betyde én ting: det er blevet vinter. Jeg har i lang tid ikke villet erkende at det er blevet vinter. Tomatsæsonen er slut for alvor, de sidste grønne tomater var desværre rådnet op hos bondemanden (leverandøren til Din Baghave), det er kvædesæson og sidst men ikke mindst det er blevet koldt. Man må sige at vinteren har sneget sig ind på mig i år. I det øjeblik jeg erkendte at NU var det blevet vinter, kunne jeg mærke hvordan trætheden og vinterdepressionen lagde sig som et tæppe henover mig. Desværre ikke på den gode måde.

Udover at spise en pæn portion af d-vitaminer og fiskeolie, købte jeg store mængder af mynte og fyldte min grøntsagsskuffe op med citroner. For at jage vintertrætheden bort. Marokkansk myntete er det rette anti-depressivmiddel.

Oprindeligt bliver teen brygget med grøn te, mynte og masser af sukker. Når jeg skriver masser af sukker, mener jeg masser af sukker. Det skal være på grænsen til en mættet sukkeropløsning. Du kan selvfølgelig tilsmage din te som du har lyst, men det bliver ikke det samme, hvis man skruer ned for sukkermængden. Jeg valgte at lave min uden og med en skive citron i. Det blev en anderledes te, men det smagte nu meget dejligt. Kan du skaffe ordentlig mynte, du ved den helt kraftige marokkanske mynte som kan fås hos de fleste grønthandlere, skal du gøre det.

Selvom min fredagsdrink i denne omgang er af den uskyldige slags, kunne man sagtens pifte den op så den blev lidt slutty med et uskyldigt stænk rom.

Bor du i København eller overvejer du at smutte forbi snart til juleshopping? Er du vild med Marokko? Så er The á la Menthe stedet for dig. De har en fantastisk myntete brygget på ægte marokkansk mynte, krydret chai, lette anretninger og en masse habengut der får den lille tesalon til at ose af charme og selvtillid.

Myntete, 1 person

1 glas fyldt helt op til kanten med frisk mynte

ca. 5-6 sukkerknalder

Evt. lidt løs grøn te

Evt. lidt citron

Fyld dit glas op med mynten og evt. din grønne te. Hæld op med kogende vand og lad det trække i ca. 5-7 min. Smag til med sukker og evt. citron.

Fredagsdrink: Hendricks G&T

I et stykke tid har jeg set langt efter den sorte rundede flaske hos Skjold Burne. Ved et uheld fik jeg smadret min eksisterende gin (Tanqueray) og blev derfor nødt til at købe en ny. Da jeg stod nede i Mad & Vin, havde de den på lager og den kom med mig hjem. Ekspedienten fortalte mig at det var en meget mild og blød gin, ikke nær så enebær-fyldt som f.eks. Bombay er. Desuden var den også brygget på agurk, ikke helt udelukkende, men dog nok til at give den en eftersmag. Den har milde toner af enebær i sig, men ikke sådan så det overdøver både tonic og citron.

For lang lang lang tid siden læste jeg en Nigella Lawson opskrift på gin & tonic, hun brugte Tanqueray 10, hvor hun serverede den med et stykke agurk i for at fremhæve smagen af agurk. Det virker kan jeg hilse og sige. Serverede den for min veninde, Ulla, der udtrykkeligt sagde at hun ikke var både til gin og tonic, men hun blev overbevist. Ulla syntes det smagte dejligt.

Er du til stærke enebær-noter der kradser langt ned i halsen, kan jeg ikke anbefale dig Hendricks. Er du derimod til G&T, men føler du får en enebær-busk i halsen hver gang du drikker en, er en Hendricks G&T derimod din nye yndlingsdrink.

Behøver jeg at skrive opskriften på en G&T? Jeg kan hurtigt nævne at jeg har brugt gin, tonicvand, isterninger og agurkstave hvor jeg har fjernet kernerne. Er du traditionalist kan du servere den sammen med en skive citron.

Fredags-drink: Bloody Mary

Endnu en klassiker som skal prøves. Er du typen der godt kan få nok af søde og fløde-holdige drinks (jeg får meget sjældent nok af det) så vil du nok kunne bruge en blodig maria engang imellem. Personligt syntes jeg den fungerer rigtig godt som en before-drink, selvom det nok ikke er det den oprindeligt er skabt til. Har lidt på fornemmelsen at den har lidt af en hang-over-drink over sig. Men sådan er den ikke kategoriseret i mit lille køkken-repertoire.

Historien bag denne kære drinks er uklar, men det menes at den er blevet skabt på baren der hedder Harry’s New York Bar i Paris omkring 1921, hvor bl.a. Ernest Hemingway var fast gæst. Det er meget uklart hvorvidt drinken har fået sit navn efter den engelske dronning eller en servitrice, men navnet Bloody Mary er først blevet et varemærke for drinken omkring 1960’erne. Kært barn mange navne. Før det gik den under navnet Red Snapper og blev kaldt for en pick-me-up-drink.

Ingredienser:

4 cl vodka, iskold

ca. 1,5 dl tomatjuice (alt efter hvor stærk du gerne vil have den)

1 stænk Worcestershire-sauce

1 stænk Tabasco eller anden hot-sauce

en lille smule citronsaft

urtesalt eller sellerisalt

1 selleri-stilk til pynt

Bland det alle de våde ingredienser sammen i en shaker med isterninger, si den og server i et højt glas. Pynt med selleri-stilken. Smag evt. til med mere tabasco/worcestershire-sauce/sellerisalt efter behag.

Fredags-drink: Tom Collins

Historien: Det siges (ifølge Wikipedia) at den første Tom Collins blev skabt allerede i 1870’erne. Opskriften på en Tom Collins blev dog først offentliggjort i bogen A  Bartenders Guide af Jerry Thomas fra New York, der menes at være stamfaderen til mixology.

Fornavnet på drinksen ved jeg ikke helt hvor det stammer fra, men efternavnet er en fællesbetegnelse for drinks der er lavet i et glas der hedder et Collins glas. Det er er kendetegnet ved at det er et højt, lidt ligesom et high-ball glas, men smallere.

Nu havde jeg ikke det helt rigtige glas, men jeg tror at min drinks hedder en Tom Collins alligevel. Det gør din sikkert også. Under alle omstændigheder er det en dejlig frisk og syrlig drink, der burde få en renæssance, her i sommervarmen.

Tom Collins, 1 drink

5 dele Gin eller kan også laves med vodka og brandy
3 dele citron saft
2 dele sirup
Danskvand eller mineralvand som det hedder i resten af verden
1 skive citron

Fyld din shaker med isterninger. Tilsæt gin, citronsaft og sirup. Ryst den grundigt. Si den og server den i et højt, smalt glas fyldt med isterninger. Pynt med en skive citron til sidst.

PS. Nu kommer jeg til at afsløre det, men hemmeligheden bag gode drinks er: isterninger. Den gode nyhed er at man kan købe isterninger i 2 kg poser i føtex, Mr. Iceman til ca. 15 kr. Fantastisk!

Fredagsdrink: Lemongrass-drink

Fik denne drink for første gang på Tioman, Malaysia. Det er en lille ø udfra kysten af Singapore, som man enten kan flyve eller sejle til. Vi var der for for snart 8 år siden, men det har absolut været en af mine bedste ferier. Det var en ren bounty-ø med hvide sandstrande, tyrkisblåt vand og masser af jungle inde i øen. Vores tur startede med at vi fik en velkomstdrink lavet af lemongrass, og jeg var solgt. Hver evig eneste dag fik jeg denne drik lavet på lemongrass, ingefær og rørsukker (spurgte selfølgelig køkkenpersonalet hvordan de havde lavet den). Jeg slubrede den i mig som var det vand.

Efter turen fik jeg abstinenser, men kunne desværre ikke opstøve lemongrass-drink som jeg fik den på Tioman. Jeg lavede min egen. Efterfølgende har man kunnet købe diverse lemongrass-drikke på sushi-barer osv. men denne her opskrift er efter min mening den bedste.

Den er bedst med en masse isterninger og et sugerør. Du kan også blande den med noget danskvand, eller mineralvand som det hedder, eller endda med et skvæt gin og lime, så er den en perfekt eftermiddagsdrink. Under alle omstændigheder har jeg tænkt mig at lave et par flasker og drikke et glas lemongrass-drink og mindes om min tur til Tioman.

Ca. 2 liter saft, koncentreret 1:2

8-10 citrongræs-stængler

1 klump frisk ingefær på størrelse med en lille håndfuld

1-3 lime, friskpresset

ca. 350 – 450 g rørsukker

ca. 3 liter vand

nogle dråber atamon

Skær din citrongræs ud i mindre dele og skær dem over på langs. Knæk dem ydermere med hænderne og ned i en gryde. Det frigiver olierne og safterne i citrongræsset. Sæt de hakkede stykker over i en gryde med vand og sukker, lad den koge i ca. 30 min til væsken er reduceret med 1/4. Smag den til med limejuice, måske mere vand eller sukker. Den skal smage af kraftig saftevand, så den både kan tåle at blive blandet op med danskvand eller isterninger uden at blive for svag. Skræl din ingefær og skær den ud i store stykker. Tilsæt ingefær og tag saften fra varmen. Lad den trække i 15-30 min alt efter hvor stærk du gerne vil have at din saft smager af ingefær. Koger du din ingefær med i saften kan du risikere at du får en meget intens og bitter smag af ingefær, det kan ikke anbefales. Si din saft og hæld i skoldede glas der er skyllet med atamon.

Fredags-drink: Ginger Fizz

Er du til ginger ale, vil du med sikkerhed blive glad for denne drink. Den er lavet af vanille-vodka, ginger ale eller ginger beer og lime. Jeg foretrækker den ikke så sød, men ginger beer har den fordel at den med har en lidt mere intens smag af ingefær end ginger ale fra schweppes. Bliver du helt hooked på denne drink, kan jeg anbefale dig at købe en vanilla-vodka eller lav din egen: En vodka, har haft succes med Stolichnaya (udtales Stalichnaya, tak Kristine) og Absolut, 1-2 vanille-stænger. Det eneste du skal gøre er at putte din vanilje-stang ned i din vodka og vente 1-2 uger. Alternativt kan du gøre som mig, hvis du foretrækker en intens vanille-smag, 1 vanille-vodka og 1-2 vanillestænger. Lad den trække i en uge og brug nyd den.

Skulle det være helt rigtigt skal man helst bruge en sirup, man har kogt ind sammen med en masse ingefær og spæde drinken op med danskvand eller sodawater, som det hedder på amerikansk. Betegnelsen fizz kommer af at drinksene bliver spædet op med sodavand, hvoraf de bliver fizzy, boblende/brusende, ergo navnet.

2 cocktails

1 ginger ale, ginger beer eller root beer

2 lime skiver til pynt

4 cl vanille-vodka, eller mere hvis du kan lide den stærk

isterninger

evt. 1 vanillestang flækket halvvejs til at pynte på glaskanten, hvis du er ekstravagant

Fyld 2 high-ball drinksglas op med isterninger, tilsæt vodka, fyld op med ginger ale og pynt med lime og evt. vanillestang.