Vanilleris med råsyltede jordbær

I har måske bemærket en tendens indenfor de seneste indlæg? Yes, jeg er forelsket i ris i øjeblikket. Specielt risotto og vanilleris. Idag står den på vanilleris. Nogle vil kalde det for en rice-pudding, andre vil kalde det for en deluxe risengrød og jeg kan blive ved med at navngive desserten. Jeg tror at vi alle kan blive enige om at det er en lækker dessert, når den bliver behandlet med omhu og respekt. Jeg laver mine ris med en blanding af sødmælk/fløde og med masser af vanille. Jeg bruger både vanillekorn, stænger og vanillesukker. Efter min mening giver det den bedste vanillesmag. Er man ikke til den kraftige vanillesmag (er ikke stødt på nogen endnu) kan man sagtens bare nøjes med at bruge kornene af vanillestangen. For at give de fede og søde ris lidt modstand serverer jeg dem tit sammen med enten en lækker lettere syrlig æblegrød kogt med et par kanelstænger eller som her sammen med råsyltede jordbær. I know, det er ikke sæson endnu, det er ikke danske jordbær og jada jada, men kunne ikke lade være…

Ingredienser

1 liter sødmælk

2 dl fløde

2 dl grødris eller risottoris

2 spsk rørsukker

2 tsk vanillesukker

1-2 vanillestænger, korn og stænger

ca. 300-400 g jordbær

4 tsk vanillesukker

Start med at rengøre jordbærrene og skær dem i kvarte på langs. Rør dem sammen med vanillesukker og stil dem til side. Jordbærrene vil begynde at smide deres væske, som vil skabe en lækker sirup sammen med vanillesukkeret. Sæt fløde og mælk over til at koge, tilsæt risene, sukkeret, vanilletænger og korn. Kog dem ved svag varme i ca. 20 min, mens du rører rundt. Pas på at det ikke brænder på eller koger over. Skru ned or varmen hvis det bliver ved med at koge over.

Når risene er ved at være kogt færdige, de skal helst ikke blive for bløde og miste deres form, så tager du gryden af varmen og hæld risene over i et ildfast fad. Hvis du ikke har lyst til at risene får en mælkeskorpe, kan du evt. lige smøre risene men en lille smule smør og dække dem med husholdningsfilm. Det holder risene fugtige og modvirker den typiske skorpe. Du kan også hvis du har lyst når risene er kogt færdig at drysse med lidt rørsukker og smelte sukkeret med en gasbrænder, ligesom på en creme brulée. Eller du kan servere risene som de er sammen med de råsyltede jordbær.

Pære Belle Helene

Som i måske kunne se fra tidligere indlæg havde jeg syltet nogle pærer for et stykke tid siden. Muligheden bød sig til, at jeg kunne servere de syltede pærer i en skøn gammel dansk dessert: Pære Belle Helene. Fantastisk enkel dessert der smager, trods sin simplicitet, utrolig lækkert. Man kan selfølgelig bruge dåsepærer, men vil stærk anbefale at du laver dine egne pærer. Det er så nemt, og det er hele besværet værd at bruge sine egne vanille-druknede pærer. Sammen med en god vanille-is og en chokoladesovs lavet af en god kakao-holdig chokolade (syntes det er synd at bruge en Vahlrona-chokolade, brug en billigere men stadig god chokolade), så kan det næsten ikke gå galt. Som du kan se på billedet blev tallerkenerne støvsuget rub og stub.

Ingredienser, 4 personer

4 pocherede pærer

100 g god chokolade

1,5 dl piskefløde

20 g smør

250 ml god vanilleis, endnu bedre hvis det er hjemmelavet

Smelt chokoladen sammen med fløden og smørret. Fjerne det fra varmen når chokoladen er smeltet. Anret pærerne på dybe tallerkner eller dessert-assietter. Anret med chokoladesovs og vanilleis.

Pocherede pærer

henkogte pærer_01

Forår er i luften. Snart er det sommer og der venter mig en masse henkogning og syltning af frugter og grøntsager. Jeg har taget hul på glæderne allerede og pocheret (kogt) nogle pærer fra supermarkedet eller i mit tilfælde fra Årstiderne. Det er en nem og billig måde at bruge de grøntsager eller frugter man har liggende, som er ved at nå sidste holdbarheds dato. Pærerne har jeg skrællet og skåret bunden af dem, så de kan stå på en tallerken. Jeg har valgt at koge dem i vanille sirup, du kan også vælge at koge dem i rødvin, hvidvin hyldebær- solbær- hyldeblomstsaft. Du kan også bruge nogle af dine yndlings krydderier, hvis du har lyst. det er kun dig selv der sætter grænserne.

Ps. Min yndlings blanding er rødvin, hyldebær, rørsukker kogt op med kanelstang og stjerneanis. Server med mascarpone. Pærerne får en rigtig fin rubinrød farve.

henkogte pærer_02

henkogte pærer_03

Ingredienser

4 pærer

1-2 vanillestænger, hvis du har nogle udskrabede vanillestænger liggende er det ligeså godt

ca. 100 g rørsukker

ca. 250 ml vand

Start med at skrælle pærerne og skær bunden af dem så de kan stå op af sig selv. Kog vand, sukker og vanillestænger (vanillestangen og kornene) sammen i 3-5 min. Tilsæt pærerne i langsomt og kog dem i siruppen i 5-10 min alt efter hvor hårde de er. Når pærerne er afkølede server dem med vanilleis og chokoladesauce eller put dem i patentglas til en anden god gang.