Artiskokhjerter

På en af mine ture op nordpå for at besøge mine forældre, tog jeg en dag et smut forbi Årstidernes Gårdbutik. De har åbent i weekenderne på menneskelige tidspunkter, men desværre ikke i hverdagen. Til gengæld har de “dørsalg” i hverdagen, men det er begrænset hvad de har af grøntsager og frugt. Jeg fik at vide at de får leveret friske forsyninger fredag ved middagstid, så med andre ord, fredag eftermiddag er det bedste tidspunkt at komme på besøg hos deres gårdbutik.

Da jeg så deres store kasse med fine artiskokker, kunne jeg ikke stå for dem og købte et par stykker med hjem (sammen med en masse andre ting, som ikke nødvendigvis var grøntsager).

Man kan vel kalde det for et impulskøb, for jeg fik ikke tilberedt dem med det samme, og da de fine artiskokker begyndte at se lidt triste ud besluttede jeg mig for at sylte dem.

Jeg rengjorde dem, ved at tage alle yderbladene af indtil man kommer frem til de helt lyse og blege blade, skar stilken af og trimmede lige kanten rundt omkring der hvor stilken havde været. Halverede dem og hurtigt ned i et vandbad med masser af citronsaft. Kogte dem i ca. 5-10 min i en 50/50 blanding af æblecideredikke og vand, tilsat salt og nogle skivede hvidløg. Ned i et patentglas der er skyllet med atamon, fyld op så det dækker med en god olivenolie og voilá du har hjemmesyltede artiskokhjerter!

Leave a Reply